Store puder mos på taget kan suge meget vand og være skyld i, at der kommer vand ind under tagbelægningen. Derfor bør du fjerne større mospuder.

Mos og alger på taget: Skal du fjerne det?

Har du mos og alger på taget? Skal du fjerne det, og hvilken metode kan du bruge? Læs, hvordan du skal forholde dig til mos, alger og vedligehold af dit tag.

Senest opdateret: tirsdag 7. december 2021

Skal du fjerne mos og alger fra taget?

Mos på taget er i de fleste tilfælde helt uskadeligt for belægningen. Derfor behøver du som udgangspunkt ikke fjerne mospuder fra taget.

Men store puder mos på taget kan suge meget vand og være skyld i, at der kommer vand ind under tagbelægningen. Derfor bør du fjerne større mospuder.
Alger på taget er – i de fleste tilfælde – helt uskadelige for dit tag. De hverken nedbryder eller minimerer materialers holdbarhed, og giver heller ikke større risiko for fugtskader.

Der er derfor ingen vedligeholdelsesmæssig grund til at fjerne alger fra taget, så som udgangspunkt bør du ikke fjerne alger på taget. Du kan skade taget ved at gå rundt på det, og når du renser tagets overflade, bliver den mere ru, og så får alger lettere ved at gro.

Men algerne er ikke så kønne at se på, og derfor bør du forebygge, at algerne overhovedet opstår.

Hvordan forebygger du mos og alger på taget?

Skal du lægge nyt tag, er det en god idé at tage mos og alger med i overvejelserne. Vil du gerne undgå at få det på taget, skal du anlægge et tag med en taghældning på over 25 grader. Tage på mindre end 25 grader er mere modtagelige for angreb af mos og alger, fordi der ophober sig mere fugt, da vandet ikke så let kan løbe af taget.

Få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

 

Træer og buske tæt på taget kan være skyld i mos og alger på taget, hvis de skygger for tagfladen. Beskær dem, så de ikke giver skygge for taget – det giver mindre fugt på taget og mindsker dermed sandsynligheden for, at det kommer igen.

Forebyg alger på taget ved at vedligeholde taget årligt. Begyndende afskalninger og nedbrud på tagets materialer, øger risikoen for alger på taget.

Undersøg også, om der er asbest i dit tag, hvis dit tag er af eternit. Er der asbest, skal du kontakte Arbejdstilsynet, og høre, hvordan du skal behandle dit eternittag mod alger.

Tjek og vedligehold jævnligt alle konstruktioner og materialer, der skal afvise og lede vand væk fra taget. Tjek fx, at der ikke ligger blade, skidt og snavs i tagrenderne, så vandet ikke kan løbe frit, og at der ikke huller eller utætte samlinger.

Hvordan fjerner du mos fra taget?
Det bedste råd er at plukke mospuderne med dine hænder, eller børste mosset forsigtigt væk med en blød børste eller kost.

Det kan være svært at fjerne mos mellem tagplader. Få evt. en tømrer til at hjælpe – fx kan bølgeeternitplader relativt nemt skrues af, og alt mos fjernes med håndkraft, inden pladerne skrues på igen.

Hvordan renser du alger af taget?

Hvis algerne er opstået, og du vil alligevel rense dem af dit tag, er der forskellige ting, du kan gøre.

  • Fjern alger i samlinger/overlapninger med dine hænder, hvis du af æstetiske hensyn ønsker at fjerne alger fra dit tag.
  • Brug vand og en blød børste til at fjerne større angreb af alger.
  • Brug et godkendt middel til bekæmpelse af alger – algefjerner – hvis børste og vand ikke slår til. Dermed sikrer du dig, at det er effektivt til at bekæmpe alger og er forsvarligt at bruge. Pr. 7. oktober 2019 findes der syv godkendte midler i Danmark: Dansk Algefjerner, Quick Algefjerner, AlgeFri N Klar-til-brug, AlgeFri N Koncentrat, AlgeFri N ProFF, Neutralon – Klar til brug og Neutralon (kun til professionelle). OBS: Følg brugsanvisningen på produkterne.

Sådan fjerner du ikke mos og alger

Brug aldrig en højtryksrenser til at spule taget for alger og mos. Der er stor risiko for at beskadige materialer, og i nogle tilfælde kan der komme vand ind på loftet.

Bekæmp ikke alger med et middel, der ikke er godkendt til algebekæmpelse. Det er forbudt efter Kemikalieloven. Normalt er straffen en bøde, men strafferammen går op til to års fængsel.

Hvis du vil rense et ældre tag af bølgeeternit eller eternitskiffer for store mængder mos, bør du kontakte Arbejdstilsynet. Nogle ældre eternittage indeholder asbestfibre, og når taget renses, er der risiko for, at asbestfibrene bliver frigivet til luften.

Først publiceret: tirsdag 17. august 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. december 2021 kl. 09:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.