Hvordan slipper du for edderkopper i boligen?
Døjer du med mange edderkopper i din bolig? Se, hvad du kan gøre, hvis du vil mindske antallet af edderkopper i dit hjem.
Senest opdateret: Wednesday 18. September 2024
Det er umuligt helt at undgå edderkopper i hjemmet, og faktisk gør edderkopperne nytte i boligen ved at spise insekter og fluer, så et forsøg på total udryddelse af edderkopper i din bolig er ikke en god idé.
MEN er du én af dem, der ikke er så glad for edderkopper, eller lider af decideret araknafobi, og har du mange edderkopper i dit hjem, kan du forsøge at holde bestanden nede ved hjælp af disse råd.
Undgå edderkopper i din bolig
Fug sprækker, så edderkopper ikke kan kravle ind
Edderkopper kommer ofte ind i boligen via små revner og sprækker ved for eksempel paneler og vinduer.
Derfor er det en god idé at fuge revner og sprækker rundt om i boligen, så det er færre indgange for edderkopperne. Det kan være med til at begrænse mængden af edderkopper i boligen, men de kan ikke helt undgås.
Støvsug grundigt, når edderkopperne lægger æg
Husedderkoppen har parringstid i maj-juni, og efterfølgende lægger hun-edderkoppen æg i et spind. Ved at støvsuge grundigt i hjørner og under loftet i den periode, kan du mindske mængden af edderkopper.
Brug insektmiddel i sprækker
Det kan også have en vis effekt at bruge insektmiddel beregnet til brug mod krybende og kravlende insekter ved sprækker. Det er dog kun noget, du bør gøre en enkelt gang om året, fx når du tager den store tur med støvsugeren.
Hold jævn temperatur og undgå fugt
Hold en jævn temperatur i alle rum – det er også bedst for indeklimaet. Edderkopper kan bedst lide rum med lidt fugt som kælderrummet, badeværelset eller soveværelset. Så hvis du har gode opvarmede, tørre rum, bliver de ikke et kæmpe problem
Sæt insektnet for vinduet
I sommerhalvåret kommer edderkopper typisk ind i boligen gennem åbne døre, vinduer og ventilationskanaler. Det kan du til en vis grad forhindre ved at sætte insektnet op for både vinduer og døre.
Edderkopper i Danmark
Det er især to slags edderkopper, der kravler rundt i de danske hjem, selv om det er sjældent, at begge arter er i samme bolig: Husedderkop og mejeredderkop.
Genkend og undgå husedderkop og mejeredderkop
Husedderkop (Tegenaria)
- Kroppen er grå-brunlig og kan blive op til 1,5 cm lang.
- Benene kan blive op til 3,5 cm lange
- Er lynhurtige og kravler oftest på gulvet.
- Bygger sit spind i f.eks. udhuse, krybekældre og under tagskæg.
- Parrer sig i maj-juni, hvorefter hunnen lægger cirka 50 æg.
Mejeredderkop (Pholcus phalangioides)
- Kroppen er grålig og kan blive op til 1 cm lang.
- Benene kan blive op til 5 cm lange.
- Kravler oftest på loftet.
- Lever indendørs.
- Er kommet hertil fra Sydeuropa siden 1980’erne – formentlig har de skjult sig i tøj og kufferter.
- Er eksploderet i antal siden og har stort set udkonkurreret alle andre husedderkopper.Kan, inden den bliver voksen, vibrere så hurtigt, at den bliver usynlig for det menneskelige øje.
Få gratis råd om din bolig
Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.
Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.
Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.
Først publiceret: Thursday 2. September 2021
Artiklen er sidst opdateret Wednesday 18. September 2024 kl. 09:13