Flere og flere mænd oplever at blive afpresset på sociale medier.

Politiet advarer: Mænd op til 80 år afpresses efter sex på internettet

Politiet oplever jævnlige tilfælde af online afpresning af især mænd helt op til 80 år – og lige for tiden synes disse sager at stige. Bedste værn er at blokere gerningspersonen.

Senest opdateret: mandag 14. februar 2022

Nordjyllands Politi fortæller, at de oplever en stigning af sager, hvor mænd afpresses af bander på de sociale medier på internettet.

Den ansvarlige for politiets efterforskning af sagerne, politikommissær Carsten Straszek fra Nordjyllands Politi, fortæller, at de har cirka en sag om ugen af denne karakter.

5 du kan gøre ved sex-afpresning

Gå ikke i panik: Det første store skridt er at erkende, at du er ”offeret” i dette, og at du måske har brug for støtte til at hjælpe dig gennem det, der er sket.

Betal ikke: Valget om at betale er dit, men erfaringen viser, at ofre - der har har betalt - ikke har nogen garanti for, at de kriminelle ikke vil poste videooptagelsen. Tværtimod er de mere tilbøjelige til at vende tilbage med yderligere krav.

Stop med at kommunikere: Ved at svare på truslerne indikerer det over for de kriminelle, at du er en person, der kan blive overtalt til at betale afpresningssummen.

Overvej at få støtte: Du kan kontakte politiet og oplyse, hvad der er sket med dig. Kontakt også en person, du har tillid til, og tal ud om sagen. Dette er især vigtigt, hvis du har svært ved at håndtere problemet.

Undgå at blive offer: Den bedste måde at undgå at blive offer for cyber-kriminelle er at være meget forsigtig med, hvem du bliver ven med online - især hvis du overvejer at dele noget intimt.

Sagerne handler om, at ofrene – mænd i alderen fra 15 år og helt op til 80 år – bliver kontaktet af en kvinde via et socialt medie, for eksempel Skype, Snapchat, Facebook, Instagram eller en anden platform, hvor der er mulighed for brug af video.

”Der følger så en samtale mellem de to, der hurtigt får et seksuelt indhold og med brug af videofunktionen,” siger politikommissær Carsten Straszek, der videre forklarer, at det så er dét, der fører til sager om afpresning.

”Ofrene optages nemlig i intime situationer – og forinden har gerningspersonen og ofrene udvekslet oplysninger over Facebook, hvilket giver gerningspersonen adgang til ofrenes venner dér.”

Trues med delinger

Kort efter at der er gennemført en seksuel handling online, indtræffer afpresningen. Ofret afpresses for penge, hvis han vil undgå, at videosekvensen bliver delt.

”Typisk får han få sekunder til at beslutte sig for, om han vil betale pengene. Hvis han ikke gør det, bliver videosekvensen delt til udvalgte venner, som gerningspersonen har fundet på offerets profil på Facebook. I enkelte sager er videosekvensen også blevet delt i forskellige grupper, som offeret er medlem af. Når videosekvensen er delt med udvalgte venner, bliver offeret afpresset igen: Denne gang truer gerningspersonen med at dele videosekvensen til alle offerets venner på Facebook,” forklarer politikommissær Carsten Straszek.

Betaler du bliver du bare presset endnu mere

Pengene, som offeret afpresses for, skal ofte overføres via Western Union eller andre betalingsmetoder, der kan overføre til udlandet, og som kan sikre en overførsel, der ikke kan spores.

Anmeld afpresningsmail til politiet

Du bør anmelde det til politiet, hvis du via en computer, tablet eller smartphone er blevet udsat for afpresning, hvor gerningsmanden kræver et pengebeløb, og hvor afsenderen forsøger at få dig til at overføre penge eller kryptovaluta.

Du kan henvende dig til politiet og anmelde forholdet via dette link.

Du kan også vælge at ringe 114 eller henvende dig personligt i ekspeditionen på en politistation.

”Hvis offeret betaler, vil han blot opleve, at han bliver yderligere afpresset,” pointerer politikommissæren, der derfor kraftigt opfordrer til, at man straks blokerer gerningspersonen og gør sin Facebook-profil eller lignende privat.

”Når det sker, så er det vores erfaring, at gerningspersonen vil stoppe sin afpresning, fordi man ikke længere kan opnå noget ved det.”

Spor til Afrika og Asien

Det elektroniske spor fører ofte til Afrika eller Asien, og det er Nordjyllands Politis opfattelse, at der sidder en stor gruppe personer i disse dele af verden, som har gjort denne form for afpresning til en levevej.

”Desværre er disse sager særdeles vanskelige for politiet at efterforske og opklare – netop fordi gerningspersonerne befinder sig i udlandet.”

Hvis man oplever denne form for afpresning og ønsker at anmelde det, så kan det ske til Nordjyllands Politi eller landets andre politistationer på telefon 114.

Har du oplevet afpresning?

Har du oplevet at blive afpresset efter at du er blevet kontaktet på sociale medier og eksempelvis har set porno eller har udført en seksuel handling? Og vil du fortælle om det anonymt og dermed være med til at advare andre?

Kontakt redaktør Brian Pabst, Faglige Seniorer, på mail bp@fagligsenior.dk eller på tlf. 40305066.

Del gerne denne artikel på Facebook

Først publiceret: tirsdag 7. december 2021
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.