Få vinterens største strømslugere under kontrol
Undgå at dit elforbrug løber løbsk, når vinterens kulde betyder mere fjernsynshygge, gryderetter og stemningsbelysning.
Senest opdateret: mandag 14. februar 2022
De kolde temperaturer og det mørke vejr indbyder til indehygge med lunende lækkerier og stemningsbelysning i lange baner.
Men de hyggelige tiltag sætter også deres spor på din elregning.
Her får du eksperternes råd til at få vinterens strømslugere under kontrol.
1. Underholdning
Når man rykker indendørs, bliver der brugt mere tid foran fjernsynet og spillekonsollen.
Og her handler det om at pudse de gode strømvaner af.
“Først og fremmest skal man undgå, at ens elektronik står i en unødig standby-tilstand,” siger Daniel Benner, som er fuldmægtig i Energistyrelsen, og fortsætter:
“I de mørkere måneder kan man også overveje, om lysstyrken kan nedjusteres. Man kan også undgå at bruge spillekonsoller til at streame tv, da de bruger markant mere energi end for eksempel en app på et smart-tv.”
2. Belysning
For at lyse op i vintermørket bliver der pyntet op med lyskæder og lamper uden for boligen.
Men det kan blive dyrt at lade lyset brænde i døgndrift, siger Mads Risgaard, som er elteknisk konsulent hos arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.
“Hvis man har udvendig belysning, kan man sætte en sensorstyring på, så det tænder, når man nærmer sig. Eller det kan styres af en timer, så det er tændt på bestemte tidspunkter,” siger han.
Har du gamle lyskæder med gløde- eller halogenpærer, bør du skifte dem ud med LED.
Ifølge beregninger fra Energistyrelsen koster det 438 kroner at lade en lyskæde med gløde- eller halogenpærer på 80 watt være tændt nonstop i tre måneder. Er den med LED-pærer på 5 watt, lyder regningen kun på 27 kroner.
3. Varmepumpen, radiatoren og dybfryseren.
Generelt bør du gå huset efter for strømslugere, der bare får lov at fosse ubemærket.
“Det kan være en varmeovn i redskabsskuret. Eller en dybfryser i skuret, man har brugt til kølige drikkevarer. De ting, man ikke bruger hen over vinteren, skal selvfølgelig ikke være tilsluttet,” fastslår elkonsulent Mads Risgaard.
Har du en luft-til-luft-varmepumpe, skal du sikre dig, at den ikke står på “automatik”. Det bør den faktisk aldrig gøre, siger Mads Risgaard.
“Der er tre indstillinger: varme, køle og automatik. Og på automatik vil den bruge strøm til at køle det, den lige har varmet op. Så man skal altid sørge for, at den kun står til at varme om vinteren,” siger han.
Det indstiller du ved hjælp af fjernbetjeningen.
4. Ovn og komfur
Når det er koldt udenfor, er det lykken at lune sig på en dampende varm ret. Og derfor er der mere gang i køkkenet.
Men der er et par gode råd til at skrue ned for det ekstra forbrug.
Brug ikke en større gryde, end du har behov for. Og sørg for, at den passer i størrelsen til blusset, siger Daniel Benner.
“Man kan også spare på energien ved at bruge mindre vand, for eksempel når man skal koge kartofler. Og så kan man putte et låg på gryden, så den bedre holder på varmen,” siger han.
Først publiceret: onsdag 19. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 14. februar 2022 kl. 15:50