Sejlmager på de syv have

Klaus Rigger Nielsen bliver aldrig kaldt andet end Rigger.

Han sidder i sit værksted et par hundrede meter fra havnen i Gilleleje og arbejder koncentreret og sammenbidt ved den gamle grå Singer symaskine, hvor han bakser med en stor marineblå kaleche til en båd. Det gør han ellers ikke meget mere.

Han er blevet 75 år og mange års slid kan mærkes i både krop og fingre. Derfor er det mest lidt vennetjenester og andet småtterier.

Men tro ikke at han er faldet af på den. Fortælleevnen fejler ikke noget. Han er stadig aktivt medlem i bestyrelsen for Gilleleje og Omegns Museumsforening. Han er også formand for Vilhelms Skibslaug, der værner om og laver ture med den gamle fiskerbåd H 458 Vilhelm fra 1888, der er styret af vind og vejr.

Nå ja så blev han tilbage i 2014 hædret med Jens Bo Larsens Mindelegat for sit positive præg på byen og havnens udvikling, så han er kendt af gud og hver mand. Klaus er med andre ord sejlmager af guds nåde med stor kærlighed til havet og for det historiske fra dengang Danmark var en stor søfartsnation.

“Jeg har altid mødt stor respekt og elsket mit fag, fordi det er så frit, opgaverne så vidt forskellige, og man kommer så meget rundt. Som ung kørte jeg jo bare ud i min Morris Mascot til et skib i for eksempel Søby på Ærø og sov i telt mens arbejdet stod på.”

Sejlmager til 11 kroner i timen

Faget som sejlmager kan spores helt tilbage til Apostlen Peter, der forliste på øen Malta, hvor han syede telte og sejl. Men egentlig var det slet ikke det Klaus ville, da han gik ud af skolen i fødebyen Frederikshavn som 14-årig.

Han havde være bydreng, men eventyret trak så han ville ud at sejle med en coaster. Det blev nu ikke til noget for hans far – der både var en dygtig sømand og sejlmager – mente, at knægten skulle gå i lære og lære sig et fag. Så det gjorde Klaus hos en sejlmager i Frederikshavn, men det gik knap så godt for virksomheden gik ned med mus og mænd.

“Dengang tjente en lærling 45 kroner om ugen, mens man kunne tjene 600 kroner på den samme tid ved at tage med ud og fiske. Det var lidt fristende for en periode.”

Men Klaus fandt tilbage til faget og fuldførte sin læretid hos Hirtshals Sejlmageri. Her lavede de ud over sejl også kokostæpper til skibe, yverholdere til køer, presenninger til lastbiler og reparerede gamle kulsække.

Og i 1965 var han udlært som sejlmager og rigger, hvorefter han steg i løn til 11 kroner i timen.

Syede sejl 30 meter oppe i masten

Men udlængslen og eventyret trak stadig i ham, så han blev letmatros 3-4 måneder på en svensk damper, der sejlede med papir fra Sverige til England. Da han så endelig fik arbejde på et skoleskib i Norge, var det sejlet da han nåede frem.

I stedet fik han en flybillet til Genova i Italien, hvor han påmønstrede en stykgodsbåd på 14.000 tons, der sejlede chokolade, vin og biler frem og tilbage til Nordamerika. Besætningen var på 47 mand, og han skulle blandt andet sy læderposer, der skulle fyldes med sand og bruges som kasteliner.

I 1968 tog han ud med skoleskibet Danmark, der er en tremastet fuldrigger med 20 sejl og syv km tovværk.

“De manglede en sejlmager, og dengang blev alt lavet på båden. Der håndsyede jeg et bredfog på 170 meter, men måtte også nogle gange 30 meter op i masten for at reparere et sejl. Det var ikke noget problem, for dengang var jeg ung og smidig,” ler han og fortæller, at man som sejlmager nødt stor respekt hos søfolkene.

“Min rang lå lige under styrmanden, og jeg havde 5-6 drenge under mig. Og det var populært at få sådan en tjans, for det var hyggeligt hos mig.”

Her nåede han også at være på Holmens Sejlmageri, når skibet lå i havn og blev indlogeret på sømandshjem i Nyhavn.

Det var nu ikke det eneste sted han sov, for på et tidspunkt var han til bal på Kildekroen i Sæby og tog hjem med en kæreste. Det gav en hvis mistanke om, at hun var blevet gravid.

“Så på et tidspunkt – da jeg lå midt ude i Nordsøen – hentede telegrafisten mig. Det var så kæresten, der fortalte at den var god nok. Så gav hovmesteren mig en flaske whisky, og jeg afmønstrede efter to år. Det var i marts 1970.”

Syarbejdet gør mig stolt

Kæresten fødte og Klaus blev på land. Mere præcist flyttede de på et tidspunkt til Gilleleje, for der havde kæresten to brødre, og hun havde fået arbejde på Politigården i København. Klaus var da 25 år og startede eget værksted – han havde også et arbejde som dykker, hvor han blandt andet fik sprængningscertifikat.

Men opgaverne i værkstedet var heller ikke kedelige. Han syede presenninger til lastbiler, 15 kilos ballastposer – og fik en fik en ide til slingredug, der holdt servicen i ro under søgang på skibet. Det et solgte han i tusindvis af metre.

Han lavede også en overgang forhandlingen af redningskranse, som han splejsede tovværk på. De blev støbt i Ålesund i Norge, indtil fabrikken gik ned, og så var det slut. Men det mærkeligst var nok opgaven, han fik fra en regissør fra Danmarks Radio.

“Han ville have mig til at lave en gordisk knude til et TV-stykke, som man kunne skille ad. Det gav mig en del hovedbrud, men det lykkes at flette et tykt Manila Tovværk, så det kunne dele med et sværd,” ler han og viser værktøj frem:  En sejlmagerhandske af svinelæder, så tommelfingeren ikke bliver slidt op, når man skal stikke nålen gennem noget hårdt, et merlespir af pokkenholttræ. Og det allervigtigste: En Lowen Messer lommekniv. Faktisk en hel kasse med dem.

“Det er det vigtigste værktøj, det skal være ny slebet hver morgen og på et tidspunkt sled jeg en op om måneden.”

Klaus har altid beundret møbelpolstrer for deres evne til at sy, og det er noget han går op i.

“Jeg har altid været meget stolt af mit sy-arbejde; det er her håndværket folder sig ud og møder respekt fra søfolk. Eller fra damer, som bliver vældigt imponeret, når jeg syer deres fortelt til campingvognen. Det er godt at lære at bruge nål og tråd, eller som jeg plejer at sige: Så længe man som sejlmager har en symaskine, bliver man aldrig arbejdsløs.”

Først publiceret: onsdag 16. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret onsdag 16. februar 2022 kl. 11:03