Slet beskeder på mobilen
Brug en regnfuld eller kold vinterdag til at få ryddet op i telefonen.
Senest opdateret: torsdag 24. februar 2022
Vi har nok nærmest alle sammen alt muligt ubrugeligt liggende på vores mobiltelefoner.
Der ligger formentlig mange sms’er, en app du ikke brugere i dag og for eksempel mail-beskeder fra før, corona var værst.
Gør ondt
Det hele tynger og gør måske mobilen for langsom i opfattelsen.
Begynd at slette. I det mindste noget af det. Få alt det unødvendige af vejen.
Men vi nænner ofte ikke at skille os af med gamle fotos fra bryllupper, billeder af nyfødte, små kattekillinger og så videre.
Vi har sikkert også alle alt for mange sms-beskeder liggende fra vores venner eller børn, der er særligt glade, specielt kede af det eller lige har fået nyt job og er helt lykkelige.
Slet fra år 0
Start med de ældste sms-beskeder og slet de beskeder, du ikke længere har brug for.
Helt ærligt, du ved godt, hvad du ikke mere strengt behøver at have liggende.
Slet derudaf og arbejd dig langsomt men sikkert op til nutiden i 2022.
Fjern hele tråde
Slet hele tråde og samtaler, det ikke længere giver mening at gemme.
Vær hård. Hvis en gammel skolekammerat har sendt en sms for otte og siden, og du gerne vil gemme hans besked for at kunne skrive til ham igen engang, så skriv hans telefonnummer ind i din telefonbog i stedet for.
Hvad fylder hvad
På iPhone kan du gå ind under Indstillinger > Generelt > iPhone-lagringsplads og se, hvor meget de enkelte samtaler i din besked-app fylder.
Kig eventuelt efter besked-tråde, der indeholder store og tunge vedhæftninger. For eksempel billeder og videoer.
Først publiceret: mandag 21. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret torsdag 24. februar 2022 kl. 09:29