Sadelmager med kors og bånd og stjerner på

Den 5. februar 2018 er en dag, Dan Pfeffer-Behnke aldrig glemmer.

Tæt på St. Pauls Chatedral i London var han mødt frem i Saddlers Hall med tykke røde tæpper, guldbroderede tapeter, krystallysekroner og mange meter høje tunge gyldne gardiner adskilt af bånd med kvaster.

Her holder en af verdens mest anerkendte og prestigefyldte institutioner til, the Worshipful Company of Saddlers. Et sadelmagerlaug, der også står for uddannelse af saddelmagere og som kan føres helt tilbage til omkring år 1160.

Alle var iført deres stiveste puds; også Dan i mørkeblåt jakkesæt, hvid skjorte og stribet slips med Windsorknude.

Da præsidenten kommer ind, rejser alle i salen sig op. Han er iklædt en lang mørkeblå kappe med bred guldkant og på brystet kæden med laugets våbenskjold. En efter en bliver de kaldt op. Præsidenten giver hånd og overrækker dem deres svendebrev.

“Det var et stort øjeblik og en dejlig fornemmelse. Jeg havde også været spændt, fordi jeg var i konkurrence med min sidste sadel som var mit svendestykke. Den fik en førsteplads og jeg gav dressursadlen til min kone, fordi hun rider og havde måtte undvære mig så meget, de gange, jeg var i England,” fortæller Dan Pfeffer-Behnke og bliver suppleret af kollegaen Michele Christensen som havde fået sit svendebrev samme sted to år tidligere:

“Jeg var glad for at være færdig. Nogle dumper jo, og det er et stort pres at leve op til. Men jeg var også megastolt, over at stå blandt de meget få udvalgte. Folk i salen kigger op på en, og man kan virkelig mærke deres respekt,” fortæller Dan.

Skole for de få udvalgte

Michele har også deltaget i konkurrencen, som afholdes hvert år. Det er foreløbigt blevet til to andenpladser og en førsteplads: En sadel i krokodilleskind.

Der bliver bedømt på udseende, håndværk, kvalitet og finish.

“Jeg deltager, fordi jeg godt kan lide at blive udfordret, og vi er oppe mod briterne, der er hammerdygtige og bruger rigtig meget tid på at sy til konkurrencen. Det er derovre alle de store produktionsfirmaer er, og der er rigtig meget prestige for dem i at vinde,” fortæller Michelle.

Dan og Michele er det der kaldes Qualified Saddlers og medlemmer af det engelske Sadelmagerlaug, hvor de forpligtiger sig til at overholde regler om arbejdsprocedure, ånd og etik samt løbende efteruddannelse.

Selve uddannelsen tager fire år, hvor de omtrent har været en uge på skole hver anden måned i Salisbury. I alt 18 skoleuger, hvor de har været igennem 12 eksamener + nogle skriftlige.

De lærer blandt andet at lave håndlavet sadler, diverse hovedtøj, grimer, gjorde, martingals og køreseletøj. Hvor meget af det jo selvfølgelig er håndsyet, hvor man låser med hvert sting. Udskæring, materialelære, kvalitet og garvningsprocessen af en hud, som normalvis tager ca. 15 måneder.

På Dan Pfeffer-Behnkes hold var de seks elever af gangen.

“Det var ofte et voldsomt tidspres med lange dage, hvor man til sidst skulle bestå sin eksamen inden man kunne komme videre.”

Hestenes trivsel betyder alt

Dans svendebrev hænger i glasramme på værkstedet i hovedbygningen til Gardehusarregimentets Hesteskadron i Slagelse. Det er for længst blevet hverdag, hvor alt fra værnepligtige, befalingsmænd og delingsfører løbende kigger ind, når de lige har noget, der skal repareres.

Oprindeligt var Dan automekaniker men blev grebet af fællesskabet på kasernen og oplevelserne med at skulle ride i fuld galla for dronningen under sin værnepligt, der for gardehusarer varer 12 måneder.

“Jeg er vel egentlig bare sådan en bondeknold, der er vokset op i en landsby og har redet lidt sammen med en kammerat. Men jeg var vant til dyr, og har gennem en årrække arbejdet for en landmand med hans kvæg. Jeg har altid godt kunne lide at bruge mine hænder. Jeg holder af hestene, så derfor er det både min passion og det der driver mig, at hjælpe de her heste, så meget som muligt i denne verden,” fortæller han.

Ud over at justere sadler så de passer til hest og rytter, skal sadlerne også ind imellem have en omstopning, hvor polstringen af uld i sadlen skal skiftes ud. Her kan man som fagmand godt blive frustreret over, at der er nogle, som bare tager en lille smule ud af det gamle, og ligger noget nyt uld ind oven på det, som stadig ligger tilbage i panelerne, og stadig tager en pris for en fuld omstopning, selvom det jo ikke rigtigt er det man har fået.

“De fylder bare ekstra i uden at tænke på, at det bliver så komprimeret, at det faktisk ikke gør noget godt for hestens ryg. Og at en hesteryg er ligeså fyldt med nerver og muskler som menneskers ryg,” lyder det fra Dan.

Klarer alle slags opgaver

Michele nikker og siger, at det vigtigste altid må være hestene og at kunne se sig selv i øjnene uden den slags snyd.

Hun er – så vidt hun ved – den eneste, der er kommet ind i systemet helt udefra uden først at have aftjent sin værnepligt. Hun har baggrund som rytter, hvor hun har haft hest inde på livet siden 7 års-alderen, hvor hun har deltaget som konkurrencerytter i flere år.

Hun fortæller, at de på kasernen tilser alle hestene hver femte uge og hun nyder at, der ikke er to dage som er ens.

“Folk her på kasernen har stor respekt for det vi kan, så vi laver alt muligt, som små gaver til specielle begivenheder – for eksempel en afgående regimentschef – reparerer ridestøvler. Vi laver også alt på gallauniformerne, som er af uld. Uniformerne skal en gang imellem lægges op, for standarduniformerne har for lange ærmer til de små piger,” siger hun med et grin.

Fuld galla for Dronningen

Der skal også  de kunne stille med ryttere i fuld galla og 48 heste plus fire i reserve i overmorgen, hvis hoffet pludselig ringer og har brug for en kongelig eskorte. For at kunne udføre ceremonielle opgaver, trænes der med byridning som varer cirka halvanden times tid hver uge med parade med signalhorn og pauke ned i Slagelse by.

Fast er det også at enten Dan eller Michele skal med til diverse eskorter for Dronningen, som for eksempel nytårskur, hvor hun kører fra Amalienborg i guldkaret.

Og det er ikke bare en ridetur gennem byen. Det tager i alt fem dage med start omkring første januar, hvor heste, ryttere og gallauniformer drager afsted, opretter de rigtigt forhold i de kongelige stalde, har træning og generalprøve på ruten igennem København. Dagen efter er der lille kur i Prins Jørgens gård, inden der på sidste dagen er den store finale med guldkaret.

“Der skal vi være klar til at lave reparationer på uniformerne, snekketøj og sadler. Og jeg elsker de ture. Der er et helt særligt fællesskab, hvor vi er som en lille familie på tur. Vi går op og ned ad hinanden og der er ikke tid til at surmule. Vi bliver godt og grundigt rystet sammen og der bliver fortalt mange gode historier i spisevognen, siger Dan.

Først publiceret: mandag 28. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 28. februar 2022 kl. 15:48