Tyve arbejder sammen om at stjæle fra 67-årig på parkeringsplads
Flere tyve arbejdede sammen om at stjæle fra 67-årig kvinde på parkeringsplads, mens hun var ved at lægge varer i bilen efter indkøb.
Senest opdateret: mandag 13. juni 2022
En skræmmende tendens breder sig fra udlandet til Danmark: Tyveri ved højlys dag på parkeringspladser ved supermarkeder.
Tendensen blev en uhyggelig oplevelse forleden for en 67-årig kvinde, da hun var færdig med at handle ind og befandt sig ved sin bil på parkeringspladsen.
Mens hun var ved at lægge varer i bagagerummet, henvendte en mand sig og sagde til hende, at hun havde noget på ryggen.
Det viste sig at være ketchup, og kvinden tog derfor sin jakke af, mens manden stod ved siden af hende.
Kvinden gik derefter over for at stille en indkøbsvogn på plads, og her kom en mand og en kvinde kørende i en sort bil og spurgte om hjælp til at finde vej.
Imens kvinden vejledte dem, stjal manden – der stod ved hendes vil – hendes dankort.
Det var kvindens opfattelse, at de tre personer var sammen om tricktyveriet.
Hændelsen fandt sted ved Brugsen i Lynge på Sjælland.
Gerningspersonerne beskrives som østeuropæere.
Du kan advare andre
Hjælp med at advare andre om kriminelle på parkeringspladser. Del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Sådan undgår du tyven i din bil
I udlandet er det ikke ualmindeligt, at personer bliver udsat for tyveri eller bliver røvet, mens de befinder sig i bilen. I USA giver politiet blandt andet disse råd:
- Vær opmærksom på fremmede personer i din nærhed, når du lægger varer i bagagerummet.
- Sid ikke i din bil med døren ulåst eller vinduerne rullet ned.
- Hav altid din mobiltelefon ved hånden – og sørg for, at den er opladet.
- Undgå at være alene i dit køretøj i visse områder, såsom kvarterer med høj kriminalitet, isolerede veje og vejkryds og øde områder med parkeringspladser.
- Vær opmærksom på dine omgivelser. Vær særlig opmærksom på personer, der ser ud til at holde øje med dig.
- Vær på vagt over for, hvordan en mulig kriminel agerer. For eksempel hvis personen støder ind i din bil, spørger om vej, forsøger at tage i døren osv.
- Ring 112, hvis du føler en trussel.
Først publiceret: fredag 11. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:27