Flisepest på terrassen – sådan fjerner du det

Flisepest på stenterrassen er svært at slippe af med, men en terrassevasker virker godt mod de hvide pletter. Bliv klogere på flisepest.

Senest opdateret: tirsdag 15. marts 2022

Det kan i de fleste tilfælde lade sig gøre at fjerne flisepest fra betonfliserne, men du kan ikke være helt sikker på, at du kan få de hvide pletter på fliserne til at forsvinde.

Hvorfor er flisepest svært at undgå?

Flisepest er lav, der i modsætning til svampe ikke er afhængig af organisk næring for at overleve, men overlever i kraft af deres optagelse af lys.

Lav lever også af vand og fugt, og derfor er de sværere at bekæmpe end alger. Det er jo svært at fjerne lys fra områder, hvor der er flisepest, fx på terrassen, og fugten kan de optage fra luften.

Hvordan forebygger du flisepest?

Flisepest kan til dels forebygges, hvis din terrasse ligger i fuld sol.

Hvordan fjerner du flisepest?

Er der flisepest på din terrasse, kan det være svært at slippe af med, men der er en metode, der kan hjælpe på dig på vej, viser en uvidenskabelig test, som Videncentret Bolius har foretaget.

Den bedste metode til at fjerne fliserens fra din terrasse er at bruge en terrassevasker (patio cleaner) monteret på en højtryksrenser. Terrassevaskeren ‘vasker’ med vand (altså helt uden kemi) snavs, belægninger og flisepest væk. Fliserne skal efterfølgende skylles efter med mere vand.

Terrassevaskeren fjernede stort set alt flisepesten, men da vi tjekkede fliserne igen halvandet år senere, var en del af flisepesten dog vendt tilbage, og derfor kan der være brug for at gentage behandlingen flere gange. Vær også opmærksom på, at terrassevaskeren fjerner fugesandet mellem fliserne, så derfor skal du fylde nyt fugesand i.

En blanding af brun sæbe og vand samt kost og sand var ikke lige så gode til at fjerne flisepest, viste testen.

Grus på terrassen om vinteren mod flisepest

Flere brugere på bolius.dk fortæller, at de har haft gode erfaringer med at lade en bunke grus ligge på de flisepest-ramte terrassesten om vinteren – flisepesten er forsvundet, når gruset fjernes igen om foråret. Det skyldes formentlig, at fliserne derfor ikke får lys til skade for flisepesten. Derfor må det formodes, at du også kan bekæmpe flisepest ved at skærme fliserne for lys på andre måder.

Du kan også vende fliserne på terrassen om for at ‘gemme’ flisepesten væk.

Brug IKKE en almindelig højtryksrenser

Videncentret Bolius anbefaler, at du IKKE bruger en almindelige højtryksrenser til at fjerne flisepest (eller alger). Den hårde stråle ødelægger flisernes overflade og gør dem endnu mere modtagelige for flisepest i fremtiden.

Ved højtryksspuling bliver overfladen nemlig mere ru, og derved bliver der dels et større areal, hvor lav kan fæstne sig, dels kommer der små fordybninger, hvor vand kan samle sig.

Derfor skal du kun bruge en højtryksrenser monteret med en terrassevasker (patio cleaner).

 

Få gratis råd om din bolig

Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.

Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.

Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.

 

Først publiceret: tirsdag 15. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 15. marts 2022 kl. 13:23

Emner: