Amerikanske forskere er lykkedes med at forynge celler i gamle mus og gøre musenes kroppe markant yngre - specielt i huden og nyrerne.

Forskere kan nu skrælle år af vores organer

Vi er ét skridt tættere på en ungdomseliksir, der kan skrælle flere år af kroppens alder. Forskerne er lykkedes med at forynge cellerne hos ældre mus.

Senest opdateret: mandag 13. juni 2022

Dårlige hofter, øm ryg og en øget risiko for kræft og alzheimer.

Selvom de fleste drømmer om et langt liv, kan alderdommen også gemme på en kaskade af fysiske skavanker og dårligdomme.

Men nu er vi et skridt tættere på en medicinsk metode, der kan skrælle flere år af kroppens alder både sikkert og effektivt, skriver Illustreret Videnskab.dk.

Amerikanske forskere er nemlig lykkedes med at forynge celler i gamle mus og gøre musenes kroppe markant yngre – specielt i huden og nyrerne.

Kendt cocktail forynger celler

I den nye undersøgelse, der netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature, brugte forskerne en særlig protein-cocktail kendt som Yamanaka-faktorerne.

Proteingruppen er opkaldt efter den japanske stamcelleforsker Shinya Yamanaka, som i 2012 modtog Nobelprisen for sin opdagelse af, at fire bestemte proteiner kan forvandle voksne celler til umodne celler, der endnu ikke har specialiseret sig, såkaldte stamceller.

Men de fire molekyler kan også virke som lidt af en ungdomseliksir i mus, hvis de bruges over en længere periode, afslører den nye undersøgelse.

Midaldrende mus i behandling

I det nye forsøg opdelte forskerne musene i tre forskellige grupper

– En gruppe blev behandlet med molekylerne i en måned, da de var 25 måneder gamle, hvilket svarer til omkring 80 år i menneskeår.

– En anden gruppe blev behandlet med molekylerne, da de var mellem 15 til 22 måneder gamle, hvilket svarer til mellem 50 og 70 i menneskeår.

– En tredje gruppe blev behandlet med molekylerne, fra de var 12 til 22 måneder, hvilket svarer til mellem 35 og 70 i menneskeår.

Behandling bekæmper kræft

Hos musene, der kun modtog behandling i en måned, kunne forskerne ingen forskel se.

Til gengæld var cellerne hos de mus, der blev behandlet over længere tid, blevet markant yngre. Særligt i nyrerne og huden kunne forskerne måle, hvordan de gener, der normalvis skaber inflammation, celledød og andre stressreaktioner var mindre aktive.

Huden blev endda bedre til at reparere sig selv og skabte færre ar. Musenes hjerner holdt sig også unge sammenlignet med andre mus. Og forskerne fandt heller ingen tilfælde af kræft.

Selvom der er lange udsigter til, at metoden kan overføres til mennesker, mener forskerne, at opdagelsen kan få afgørende betydning i kampen mod aldersrelaterede sygdomme, som fx alzheimer.

Illustreret Videnskab

Artiklen er bragt i samarbejde med Illustreret Videnskab.

Link til Illustreret Videnskab HER

Først publiceret: fredag 8. april 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 13. juni 2022 kl. 15:36

Se, hvad vi ellers skriver om:

og