Flere banker følger trop: Slut med negative renter
Flere banker dropper negative renter, herunder Lunar Bank og Lægernes Bank.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Der er ikke engang gået to uger, siden Saxo Bank meldte ud, at de ikke længere vil opkræve negativ rente.
Nu er turen imidlertid kommet til Lunar Bank og Lægernes Bank, der ligeledes afskaffer de negative renter for privatkunder.
Det skriver Berlingske.
Dermed er det indtil videre tre banker, der vinker farvel til de negative renter i løbet af denne sommer.
“Vi føler os overbevist om, at centralbankerne både i USA, Europa og Danmark er nødt til at gøre noget for at dæmme op for den inflation, som vi har set i den seneste periode. Og det kan vi simpelthen ikke forestille os, at de kan gøre uden at hæve renterne,” siger administrerende direktør i Lægernes Pension & Bank, Chresten Dengsøe, til Børsen ifølge Berlingske.
Derfor blev negative renter indført
Grunden til at de negative renter blev indført i sin tid, var, fordi Nationalbankens toneangivende rente har været negativ siden 2012, oplyser avisen.
Jyske Bank var den første til at introducere negative renter på indlån på over 7,5 millioner kroner.
Herefter har de fleste andre danske banker fulgt bølgen og altså sænket grænsen til 100.000 kroner, men nu ser udviklingen ud til at vende.
Kilde: Berlingske
Først publiceret: torsdag 23. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:33