37.653 har fået Arne-pension

50.200 seniorer har søgt, og 37.000 har fået tildelt ret til Tidlig Pension, viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Senest opdateret: fredag 1. juli 2022

1. august sidste år blev der åbnet for at søge om ret til Tidlig Pension (Arne-pension). Det er muligt at ansøge om ret til Tidlig Pension, fra man er fyldt 61 år.

50.200 seniorer har søgt, og 37.000 har fået tildelt ret til Tidlig Pension, viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet.

Heraf har cirka halvdelen, det vil sige 18.800 ansøgere, fået den maksimalt mulige ret til Tidlig Pension i 3 år, og cirka 18.800 andre har fået ret til 2 eller 1 år på Tidlig Pension.

Tallene er opgjort 31. maj 2022.

Flest håndværkere og slagteriarbejdere

Tallene viser, at der er relativt flest håndværkere og slagteriarbejdere, der har søgt og fået tildelt Tidlig Pension, mens meget få akademikere har fået den tildelt.

Tidlig Pension er især populær i Morsø og Frederikshavn kommuner. Der har henholdsvis 17,9 procent og 15,3 procent af dem, der har den rette alder til at søge, fået tildelt pensionen.

Ordningen er knap så populær i det mere velhavende Nordsjælland. I Gentofte og Rudersdal kommuner er det kun 2,4 procent og 3,7 procent af seniorerne i den berettigede alder, der har fået tildelt retten.

“Det vidner jo helt klart om, at der hos mange af dem med de længste og ofte mest slidsomme arbejdsliv har været et udtalt behov for at kunne trække sig værdigt tilbage, før de er helt slidt ned. De har nu fuldt fortjent fået mulighed for at tage hul på pensionstilværelsen lidt før,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Se fordelingen på kommuner her

Se fordelingen på a-kasser her

6.600 er nu på Tidlig Pension

Først søger man on ret til Tidlig Pension, men man er ikke forpligtet til at gå på ordningen.

Hvis man ønsker at gøre brug af retten, søger man om udbetaling af ydelsen, tidligst 3 måneder før man vil overgå til Tidlig Pension.

Samlet set er der i årets første 5 måneder 6.600 nye Arne-pensionister, som nu får udbetalt Tidlig Pension.

“Det vil langt fra være alle, der vælger at gøre brug af retten. Men alene det at de nu har retten til at trække sig tilbage lidt før, giver dem en grundlæggende tryghed, som de ikke havde før, og som er rar at have, hvis kræfterne lige pludselig slipper op,” siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Arne-pension

Tidlig Pension kaldes også af nogle for Arne-pension, fordi bryggeriarbejderen Arne spillede en vigtig rolle i valgkampen, hvor Socialdemokratiet lovede mulighed for tidlig tilbagetrækning efter mange år på arbejdsmarkedet.

 

Først publiceret: mandag 27. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 1. juli 2022 kl. 14:10

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.