Dansk Arbejdsgiverforening vil have fjernet tidlig pension
I 2030-plan ønsker DA at fjerne ret til tidlig pension og seniorjobordningen.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Samfundets største udfordring er manglen på medarbejdere, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), som i sin 2030-plan kommer med 28 forslag til at øge beskæftigelsen.
“Allerede i dag ser vi store konsekvenser af, at vi mangler hænder på det danske arbejdsmarkedet. Det er svært at få en håndværker ud, og virksomheder må sige nej til ordrer hver dag,” siger Jacob Holbraad.
Han er administrerende direktør i DA, der er hovedorganisation for 11 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked.
De 28 punkter i DA’s plan kommer rundt om groft sagt alle aldersgrupper.
DA's 2030-plan
Dansk Arbejdsgiverforening har spillet ud med en såkaldt 2030-plan med organisationens ønsker til arbejdsmarkedet i den næste valgperiode.
Ialt indeholder planen 28 ønsker - blandt andet:
* Tidlig pension bør afvikles. Tilgangen til Tidlig pension (Arne-pension, red) bør afvikles fra udgangen af 2024. Den sidste person på tidlig pension vil så forlade ordningen ved udgangen af 2027.
* Seniorjobordningen bør afvikles senest 1. januar 2023.
* Retten til seniorpræmie bør udvides og fastsættes til 60.000 kroner om året i tre år efter folkepensionsalderen ved mindst 30 timers ugentligt arbejde. I dag er præmien cirka 44.000 kroner det første år og cirka 26.000 kr. det andet år
Unge ned til 13 år skal i højere grad have fritidsjobs, en større andel af de kommunalt og regionalt ansatte skal arbejde på fuld tid, og så skal det ikke længere være muligt at komme i seniorjobordning eller have ret til tidlig pension – populært omtalt Arne-pensionen.
Vil skaffe hænder nok
Ved at indføre tiltagene til senere tilbagetrækning vil den gennemsnitlige pensionsalder dermed de facto blive øget.
Men det er vigtigt for at skaffe hænder nok, mener Jacob Holbraad.
“Når vi står i den situation, at ledigheden er helt i bund, beskæftigelsen sætter rekord måned for måned, og det er meget svært for private og i den offentlige sektor at skaffe medarbejdere, så synes vi ikke, det er en god idé at lave ordninger, som sender sunde, raske, dygtige medarbejdere på pension før tid,” siger han.
De er slet ikke nedslidte
Det var S-regeringen, DF, SF og Enhedslisten, der i 2020 indgik aftalen om ret til tidlig pension. Og Arne-pensionen blev netop solgt på, at de, der var nedslidt efter mange årtier på arbejdsmarkedet, skulle have mulighed for at trække sig tilbage før den almindelig pensionsalder.
Men Dansk Arbejdsgiverforening mener slet ikke, at det er folk, som er for nedslidte til at arbejde, der går på tidlig pension, og direktøren fastholder, at det vil have en positiv effekt på beskæftigelsen at fjerne ordningen.
“Det har ikke noget med, om du er nedslidt eller ej at gøre. Det er antallet af år på arbejdsmarkedet,” siger Jacob Holbraad.
Hold de ældre i arbejde
Målet er at holde de ældste på arbejdsmarkedet lidt længere på jobbet.
DA vurderer, at hvis planen bliver gennemført i sin helhed, vil det skaffe flere end 60.000 ekstra hænder. Det vil ifølge DA’s beregningen kunne sikre 24 milliarder kroner i skatteindtægter frem mod 2030.
Skal Tidlig Pension afskaffes?
Hvad mener du?
Er du enig med Dansk Arbejdsgiverforening i, at det slet ikke er folk, som er for nedslidte til at arbejde, der går på tidlig pension – og at ordningen skal afskaffes?
Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Få mail med nyheder om seniorpolitik
Du skal ikke vente!
Få nyheden i din mailboks med det samme, når der er breaking om senior- og ældrepolitik.
Faglige Seniorers redaktion følger med og giver dig besked, når det sker.
Så er du altid opdateret.
Først publiceret: mandag 22. august 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:45