
Skybrud: Gode råd før, under og efter
Der har været voldsomt regnvejr mange steder i Danmark og mere kan komme. Her guider vi dig til, hvad du kan gøre både før, under og efter skybrud.
Senest opdateret: tirsdag 4. oktober 2022
Der er varslet skybrud
- Luk døre og vinduer (skader efter vand, der kommer ind gennem åbne døre og vinduer, er ikke dækket).
- Brug sandsække og krydsfinérplader til at blokere døre, vinduer og udluftningskanaler til din kælder.
- Gå din kælder igennem, og fjern dine ting fra gulvet.
- Tjek, at udendørs afløbsriste ikke er stoppet af fx blade eller skidt.
- Tjek også, at tagrender er rensede, og tagnedløb ikke er stoppet.
- Grav evt. render omkring huset, så du kan lede vandet uden om huset. Dette hjælper kun ved mindre oversvømmelser og kun i situationer, hvor vandet kan løbe væk fra huset.
- Sørg for at en evt. regnvandstønde kan klare vandmængderne.
- Luk toilettet ved at stoppe nogle klude i en plasticpose ned i kummen og læg en tung sandsæk ovenpå for at forhindre opstigende kloakvand.
- Tildæk afløb i kælder med plast og læg en plade og sandsæk ovenpå.
Under skybrud
- Bliv i dit hus, så du kan gribe ind, hvis der kommer vand ind.
- Hav spande, koste, skovle og klude klar, så du kan opsamle det vand, der trænger ind.
- Bær handsker og vandtæt tøj og fodtøj, da kloakvand er sundhedsskadeligt.
- Vær klar til at redde dit indbo til et tørt sted.
Efter skybrud
- Anmeld straks eventuelle skybrudsskader til dit forsikringsselskab, hvis det har regnet så meget, at der er tale om “voldsomt skybrud”.
- Du skal anmelde skader på huset til din husforsikring, og skader på indbo til din indboforsikring.
- Gør, hvad du kan for, at skaden ikke bliver større, end den allerede er.
- Flyt indbogenstande væk, der står i vand.
- Få vandet væk, og få sat udtørring i gang. Brug evt. en affugter.
- Blotlæg evt. lukkede vandskadede konstruktioner. Hvis ikke disse bliver tørret ud hurtigt, risikerer du angreb af skimmelsvamp. Aftal med dit forsikringsselskab, at det er ok, før du går i gang.
- Varm de vandskadede rum op, og luft hyppigt ud. Det kan fjerne meget fugt.
Kilde: Forsikring & Pension
Først publiceret: mandag 29. august 2022
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 4. oktober 2022 kl. 09:45