Politiet advarer: Telefon-banditter huserer fortsat og franarrer især ældre kvinder for store beløb.

Sådan mistede 79-årig kvinde 60.000 kroner på 90 minutter

Ved at udgive sig for at være fra banken og politiet lykkedes det telefonsvindlere at narre 79-årig kvinde til at overføre stort beløb.

Senest opdateret: mandag 23. januar 2023

Banditter huserer fortsat med opringninger til især ældre kvinder, hvor det lykkes at svindle dem for store beløb.

Det gik tirsdag eftermiddag udover en 79-årig kvinde fra Roskilde, der i løbet af 90 minutter blev franarret et stort pengebeløb.

Sådan foregik svindlen

Den 79-årige blev ringet op af en kvinde, der præsenterede sig som ansat i en bank. Hun kunne se mistænkelige transaktioner på den 79-åriges bankkonti, hvilket skulle anmeldes til politiet.

Kort efter ringede en mand op til den 79-årige og præsenterede sig som en medarbejder fra ”IT-kriminalteknisk afdeling på politigården i København”.

I løbet af de næste 90 minutter lykkedes det den falske politimand at få den 79-årige til at overføre mere end 60.000 kroner til nogle anviste bankkonti.

Opkald fra hemmelige numre

Begge telefonopkald var sket fra hemmelige numre. Den 79-årige har ud over at anmelde sagen til politiet også gjort indsigelse til sin bank i et forsøg på at få standset overførslerne.

Politiet efterforsker nu anmeldelserne i lighed med mange andre anmeldelser om tilsvarende svindel, som begås af personer, der udgiver sig for at være medarbejdere hos politiet, banker og andre myndigheder.

Politiet: Tjek arbejdspladsen

Politiet indskærper, at man ved uventede opkald bør udvise skepsis og spørge efter pågældende navn og arbejdsplads. Ring herefter til med et kontrolopkald til arbejdspladsens hovedtelefonnummer. For eksempel den politistation eller bank, der opgives at ringes fra.

Ring aldrig tilbage til det telefonnummer, der måtte fremgå i en nummerviser.

Find selv hovedtelefonnummeret frem til den oplyste arbejdsplads. Ofte vil svindlen allerede på dette tidspunkt blive afsløret.

Sådan bremser du svindel

  • Find ud af, hvor meget der kan overføres fra din netbank dagligt.
  • Hvis beløbsgrænsen som standard er høj, så spørg banken, om du kan få den nedsat for dig.
  • Lad være med at udlevere dine personlige oplysninger til nogen som helst.
  • Det gælder især dit cpr-nummer, kortnummer eller koder til netbank, NemID, MitID og koder modtaget på sms.
  • Heller ikke til banken. Eller Nets. Eller kommunen. Eller politiet. Eller hvem der nu ringer eller kontakter dig og siger, hvor de er fra.
  • Godkend aldrig noget med NemID eller MitID, som du ikke kender til.
  • Heller ikke hvis du bliver opfordret til det af en, der påstår at komme fra banken. Eller Nets. Eller kommunen. Eller politiet. Eller hvem der nu kontakter dig og påstår, hvor de kommer fra.
  • Vær ekstra på vagt, hvis nogen kontakter dig fredag aften eller i løbet af weekenden, hvor banken er lukket, og der måske kan gå længere tid, inden svindel opdages og bremses.
  • Tillad aldrig fremmede fjernadgang til din computer.

Se folderen "Stop bankrøveriet i din egen stue" HER

Kilde: Finans Danmark

Først publiceret: torsdag 10. november 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 23. januar 2023 kl. 11:31

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.