Man kan vælge, at dyrlægen tager sig af det døde dyr efter aflivning. Som udgangspunkt er det også tilladt at begrave dyret på sin egen ejendom eller en dyrekirkegård.

Sådan må du begrave dit kæledyr

Du må ikke indrette en dyrekirkegård i baghaven, men enkelte begravelser af kæledyr er tilladte på din egen ejendom. Der er også flere andre muligheder.

Senest opdateret: mandag 3. april 2023

I mange danske hjem har kæledyrene en helt særlig plads. De er nærmest en del af familien.

Faktisk har godt en tredjedel af de danske familier kæle- og hobbydyr ifølge en undersøgelse fra 2021 udgivet af Københavns Universitet. Det overrasker nok ikke, at langt de fleste har hund eller kat.

På et tidspunkt vil det svære farvel komme, når alder og sygdom gør, at familiens højtelskede kæledyr skal aflives.

Og for de fleste ejere er det forbundet med stor sorg, siger formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Hanne Knude Palshof, der har været dyrlæge siden 1993.

“Der er ingen tvivl om, at kæledyret har en høj status i vores samfund. Og den stærke tilknytning til dyret påvirker både ejer og dyrlæge,” siger hun.

“Som dyrlæger er det typisk os, der skal give ejeren besked om, at vi ikke kan behandle dyret yderligere. Og at aflivning er den bedste løsning på dyrets lidelser.”

Rum til aflivning

Mange dyrehospitaler og -klinikker har et særligt indrettet rum til aflivning. Det er et roligere rum med en knap så klinisk indretning.

“Hvor jeg er, har rummet planter og en sofa, som man kan sætte sig i. Det er ofte også muligt for dyrets ejer at være i rummet både lidt før og efter,” siger hun.

Efter aflivning kan dyrlægen beholde dyret og sørge for kremering.

Det er helt op til ejeren. For nogle er det rigtige selv at begrave dyret, mens det er meget svært for andre, forklarer hun.

“Der vil nok også være nogle, som er nødt til at begrave dyret i egen have, fordi der ikke er råd til at betale for en kremering.”

Hvis ejeren ønsker at få asken tilbage i en urne, kommer dyrlægen det døde dyr i en særlig rød pose med label og navn, inden dyret afleveres til kremering. Efter cirka 14 dage kan ejeren afhente urnen.

Populært med aske i smykke

Hanne Knude Palshof peger på, at det faktisk er populært at få kæledyrets aske tilbage i et smykke. Det foregår ved, at en smykkedesigner for eksempel tilsætter noget af asken i glasperler.

“Foretrækker man, at kæledyret begraves i jorden, er det tilladt at begrave et mindre kæledyr i egen have,” siger hun.

Det bekræfter Bente Holst, der er kontorchef for Foder- og Fødevaresikkerhed i Fødevarestyrelsen.

“Ja, kæledyr må begraves på egen ejendom. En passende dybde vil nok være mellem 70 og 100 centimeter. Det er for at undgå, at naboens hund eller en ræv graver det døde dyr op,” siger hun.

Ejer du ikke en grund, hvor du kan begrave dit kæledyr, kan du også vælge en godkendt dyregravplads.

Prisen afhænger typisk af kistens og urnens størrelse. Du skal kontakte den enkelte dyregravplads for at finde ud af, hvilke muligheder der er for at begrave dit kæledyr.

Først publiceret: mandag 13. februar 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:46

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.