
Advarer om forveksling med løg og lilje: Det kan koste dig livet
Ramsløg kan nemt forveksles med den giftige liljekonval. Fødevarestyrelsen kommer med råd, hvis man vil være sikker.
Senest opdateret: mandag 3. april 2023
Hvis man har planer om at sanke ramsløg i løbet af foråret, skal man være opmærksom.
Liljekonvallen, der er næsten identisk med ramsløg, kan nemlig give alvorlige forgiftninger og i værste fald være livsfarlig.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Eksempler på dødelig udgang
Hvert år modtager Giftlinjen opkald fra borgere, der er bekymrede for, om de har spist den giftige liljekonval.
Sidste år havde godt en håndfuld af dem symptomer på forgiftning, skriver styrelsen.
“Det kan medføre opkast, diarré og påvirke hjerterytmen, og i værst fald være livsfarligt,” siger Henrik Dammand, kontorchef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.
“I andre europæiske lande har vi set eksempler på, at forgiftning med liljekonval har haft dødelig udgang.”

Lugt til planten
Risikoen for at forveksle de to planter er især stor, før liljekonvallen sætter sine hvide, klokkeformede blomster.
Det er nemlig især planternes grønne, aflange blade, som ligner hinanden i det tidlige forår.
Hvis man vil være sikker på, at det man har plukket er ramsløg og ikke den giftige dobbeltgænger, råder Henrik Dammand til, at man lugter til planten.
Ramsløg har en kraftig og hvidløgsagtig duft, der bliver aktiveret, når man nulrer bladene. Liljekonvaller afgiver ingen duft.
Ifølge Fødevarestyrelsen kan planten også forveksles med høsttidløs, som også er giftig. Høsttidløs lugter ikke af hvidløg, og det kan derfor også hjælpe at lugte til den.
Sæsonen for ramsløg strækker sig fra marts til juni. Planten er i løgfamilien og kan eksempelvis bruges i retter, hvor man ellers ville bruge løg eller hvidløg.
Hjælp med at advare andre
Vil du hjælpe med at gøre andre opmærksom på faren ved at forveksle ramsløg og liljekonval?
Del venligst artiklen Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: onsdag 22. marts 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 3. april 2023 kl. 10:38