Advarsel: Svindlere bruger ny fupmetode på telefon
Nu udgiver svindlere sig ikke kun for at være fra politiet, banken eller myndigheder. 76-årig udsat for ny fupmetode - politiet advarer.
Senest opdateret: torsdag 3. august 2023
Svindlere har mange gange held med at snyde især ældre ved at ringe op og udgive sig for at være fra politiet, banken eller myndigheder.
Men efterhånden er budskabet nået ud: Tro det ikke.
Politiet advarer nu om, at telefonbanditerne er på banen med en ny fupmetode: Indsamling.
Godgørende foreninger har lov til at ringe folk op. Og derfor kan det være svært at afgøre, om det er svindel eller ej.
Fik besnakket 76-årig
Tirsdag blev en 76-årig kvinde fra Sorø ringet op fra et ukendt telefonnummer og under foregivende af, at det var en indsamling fra en større patientforening, lykkedes det personen at besnakke kvinden til at udlevere oplysninger om cpr-nummer, navn og kontonummer.
Det skulle tilsyneladende være nødvendigt for at få lodder til at deltage i en lodtrækning.
Sådan fungerer det imidlertid ikke.
Politiet: Vær ekstra opmærksom
Der er ikke nogen foreninger, der foretager indsamlinger på den måde og afkræver borgerne personlige oplysninger for at man skal deltage, oplyser politiet.
“Husk, at Indsamlingsnævnet godkender indsamlinger, og at tilladelsen skal forevises på forlangende – og selv om man ikke kan vise noget i telefonen, opfordrer politiet til at være ekstra opmærksom og til at man efterspørger Indsamlingsnævnets godkendelse,”
En anden løsning er hurtigt at afbryde samtalen, og hvis der er spørgsmål, kan borgerne kontakte politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.’
Hjælp med at advare andre
Du kan hjælpe med at gøre andre opmærksomme på den nye form for svindel.
Del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: torsdag 20. april 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:53