Tæl cifre til mobilepay, når du betaler til en butik eller til en indsamling.

Fup med MobilePay: Tæl antal cifre i betalingsnummer

Falske indsamlere bremset, og nu er politiet i gang med at efterforske sagen. Tjek ved indsamlinger og ved køb i butikker, at MobilePay-nummeret kun er fem- eller sekscifret og ikke ottecifret.

Senest opdateret: torsdag 3. august 2023

MobilePay reagerer hurtigt ved mistanke om uregelmæssigheder. Derfor nåede falske indsamlere ikke at franarre ret mange borgere penge.

Falske indsamlere gik for et par måneder siden rundt i Holstebro med indsamlingsbøsser fra Børns Vilkår. Men de havde ændret MobilePay-nummeret, så de selv fik glæde af folks gavmildhed.

Faresignalet i denne og andre sager var, at MobilePay-nummeret var ottecifret. Organisationer, butikker og andre erhvervsdrivende bruger et fem- eller sekscifret nummer.

”Derfor kan det være godt at holde øje med antallet af cifre, når man betaler via MobilePay,” siger David Broberg, der hos MobilePay er ekspert i at forebygge finansiel kriminalitet.

Sådan kan fupmagerne gøre

David Broberg ønsker ikke at oplyse, hvordan fupmagerne konkret havde båret sig ad i den aktuelle sag. Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med efterforskning.

MobilePay-nummeret i sagen med indsamling tilhører en kvinde i hovedstadsområdet. Men hun behøver slet ikke at ane noget om, hvad der foregår.

Måske har fupmagerne købt en vare af hende og sagt, at hun får pengene via MobilePay, og at der kommer flere mindre beløb. Det kan hun være ligeglad med, bare hun samlet modtager det beløb, der er aftalt. Hun behøver overhovedet ikke have mistanke om noget kriminelt.

Brug QR-kode

MobilePay accepterer overhovedet ikke at deltage i private indsamlinger. Derfor er otte-cifrede numre altid no-go ved indsamlinger.

”Når organisationer får et nummer hos os til indsamlinger, så følger der tit en QR-kode med. Den opfordrer vi dem til at bruge. Så er det endnu nemmere og sikrere for bidragydere,” fortæller David Broberg.

På samme måde i butikker. Her kan der mange steder også anvendes en QR-kode. Men tjek at det kun er et fem- eller sekscifret nummer, og at modtagerens navn er det rette, inden du swiper godkendt.

Sådan ved private handler

Mange overførsler mellem private foregår via de otte-cifrede numre hos MobilePay – der som oftest også er modtagerens telefonnummer.

Hvis man har købt en brugt grill og henter den hos sælgeren, så sker der ikke noget ved overføre betalingen til det ottecifrede nummer, som sælgeren opgiver.

”Man får jo varen med sig,” siger David Broberg.

Ved fjernsalg, hvor man ikke får varen straks fra den private sælger, skal man være mere forsigtig. Både i forhold til MobilePay og i forhold til, om varen overhovedet kommer.

Høj sikkerhed

David Broberg fortæller, at MobilePay oplever forholdsvis lidt fup. Virksomheden har nultolerance.

”Vi praktiserer en række sikkerhedsforanstaltninger omkring de fem- og sekscifrede numre. Derfor kan alle trygt bruge dem,” lover David Broberg.

Først publiceret: tirsdag 16. maj 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:58

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.