Sådan bruger du en arv: Indfri lån, giv gaver eller opfyld drømme
Mange seniorer mister forældre eller andre slægtninge på et tidspunkt, hvor deres egen økonomi er stabil, og hvad gør de så ved pengene? Finansiel rådgiver kommer med nyttige tips.
Senest opdateret: torsdag 3. august 2023
Danskere lever længere og længere. Det betyder, at mange først mister den sidste af deres forældre, når de selv har nået senioralderen. Pludselig ankommer der en arv på måske 100.000 eller 300.000 kroner eller mere.
Hvad gør en senior ved sådan en sum penge?
Det spørgsmål får Pia Hauritz jævnligt. Hun er uafhængig finansiel rådgiver og driver firmaet byHauritz.
7 du kan bruge arven til
Har du arvet, kan du for eksempel bruge penge til dette:
1 Nedbring gæld i hus eller anden gæld
2 Lad arven gå videre til egne børn
3 Brug dele af arven som gaver til egne børn
4 Brug dele af arven som skattefrie gaver til børnebørn
5 Opfyld drømme om jordomrejse, stor fest, krydstogt eller andet
6 Invester i bedre klima: Køb el-bil, solceller på taget eller andet
7 Invester i værdipapirer
Hun giver flere forskellige forslag til at bruge en arv, som ankommer forholdsvis sent i tilværelsen.
Har senioren gæld i hus eller anden gæld, så kan pengene bruges til at nedbringe det skyldige beløb eller helt fjerne det. Men ikke for enhver pris.
”Jeg plejer at sige, at hvis renten er over 5 procent på gælden, så kan det være en god idé at bruge for eksempel en arv til at indfri gælden helt eller delvist. Så sparer man ydelser fremover og frigør derved penge til brug i hverdagen. Er renten under 5 procent, så er det et forholdsvis billigt lån, og så skal man måske bruge pengene på en anden måde,” siger Pia Hauritz.
Lad arven gå videre
Mange seniorer har ro på deres egen økonomi. Hvis de står til en arv, skal de overveje, om de måske aldrig får behov for pengene selv.
Hvis det er tilfældet, kan de frasige sig arven og derved lade den gå videre direkte til deres børn.
”Derved kan der spares boafgift. Hvis en senior arver fra sine forældre, skal der betales 15 proent i arveafgift, og det skal der også, når pengene en dag går videre til børnene. Men hvis arven springer en generation over, skal der kun betales én gang 15 procent,” forklarer Pia Hauritz.
Gaver til børnene
Hvis en senior tror, at han eller hun godt kan få brug for i hvert fald en del af arven, så findes der en anden løsning. Et eventuelt overskydende beløb kan gives i gaver til børnene.
Der kan i år gives 71.500 kroner skattefrit fra hver forældre.
Men mange kan være i tvivl, om de selv får brug for nogle af pengene, hvis de nu bliver 100 år og ikke bare 85 år. Det har Pia Hauritz en særlig løsning på:
”De kan give børnene et beløb og så sige, at de må bruge halvdelen, men at de skal gemme den anden halvdel på en konto. Hvis forældrene så bliver meget gamle og alligevel får brug for pengene, så kan børnene give skattefri gaver fra kontoen den anden vej,” foreslår Pia Hauritz.
Den slags aftaler skal bygge på tillid mellem forældre og børn.
Selvfølgelig kan der skrives et dokument om det, men skulle der opstå splid i familien, er det måske tvivlsomt, om papiret juridisk forpligter børnene til at betale tilbage.
Gaver til børnebørn
Seniorer kan også give skattefrie gaver til deres børnebørn. Hvis børnebørnene er under 18 år, kan pengene båndlægges. For eksempel til 25-års fødselsdagen.
”Båndlæggelsen kan senere forkortes. Men den kan ikke forlænges.
Seniorerne kan også indsætte deres egne børn til som værger at bestemme over båndlæggelsen til børnebørnene,” fortæller Pia Hauritz.
Køb ting, rejser eller fester
Pia Hauritz siger, at seniorer med en arv også skal overveje, om de mangler nogle materielle goder. Det kunne være en elbil eller solceller på taget.
Derved går der penge til gavn for ikke bare personen selv, men også klimaet.
”En arv i den fase af livet kan også være vejen til at få opfyldt mangeårige drømme om en stor fest, en jordomrejse, et krydstogt eller andet. Minderne om sådan en oplevelse vil være langt mere værd mentalt end at have penge stående på en bankkonto,” ansporer Pia Hauritz.
Hun er klar over, at der kan være børn, som synes, at nu spenderer forældrene da det hele væk. Men hun tror, at dårlige vibrationer kan forebygges med åbenhed.
”Fortæl børnene, hvor meget I præcist har arvet. Sig også til dem, hvad rejsen præcist koster. Så opstår der ingen myter i familien.”
Pas på med investeringer
Seniorer kan også investere en arv i værdipapirer. For eksempel via en pensionsordning.
Historisk set har det givet højere afkast at købe aktier og obligationer end at have penge stående på bankkontoen.
”Det kan så også give skattefradrag og lav pensionsskat på forrentningen. Men man skal være varsom. Senere pensionsudbetalinger kan føre til, at personen får udbetalt mindre i pensionstillæg til folkepensionen,” advarer Pia Hauritz.
”Hvis der investeres via en pensionsordning eller i et ”almindeligt” depot, skal man også som senior være sikker på, at pengene ikke skal bruge de næste tre-fire år. Værdipapirerne kan jo pludselig falde i kurs. At bruge arv til investering kræver et ekstra godt overblik over den fremtidige økonomi.”
Pia Hauritz siger, at mange generelt har svært ved at forbruge for eksempel en arv.
”Men se nu en arv som en mulighed for eksempelvis at få drømme til at gå i opfyldelse eller at være gavmild,” opfordrer Pia Hauritz.
Hvordan vil du bruge arv?
Hvad er dit råd
Har du tip og råd til, hvordan man kan bruge arv, så del gerne med andre på Faglige Seniorers facebook-side.
Først publiceret: tirsdag 13. juni 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 13:59