Endnu en gang er en ældre kvinde blevet bedraget for et større beløb.

Ung mand i Adidas-tøj hentede 81-årigs hævekort

"Manden fra banken" var utraditionelt klædt i sportstøj. Alligevel fik han udleveret 81-årig kvindes kreditkort.

Senest opdateret: torsdag 3. august 2023

Selv om bank-medarbejderes dress-code måske ikke er så stram som tidligere, fattede en 81-årig kvinde fra Nykøbing Falster ikke umiddelbart mistanke, da en ung mand i Adidas-sæt kom til hendes bolig og hentede hendes hævekort.

Det selv om alle alarm-klokker burde have bimlet

Hun var om eftermiddagen efter bankernes lukketid blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Nordea.

Manden i telefonen hævdede, at kvindens hævekort var ved at blive misbrugt til at hæve et større beløb.

Det lykkedes ham at overtale den 81-årige kvinde til at udlevere sit dankort og pinkode til en mand, der kom og afhentede det.

Efterfølgende blev der hævet et større beløb på kortet.

Manden beskrives som: Lys i huden, 20-25 år gammel, 170-175 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført et mørkt Adidas-sæt.

Politiet gør opmærksom på, at hverken politi, Skat, banken eller andre myndigheder ville kontakte en borger over telefonen og bede om at få udleveret personoplysninger eller at få kreditkort udleveret.

Smæk røret på

* Vær på vagt - det er svindel, hvis nogen ringer og beder dig overføre penge eller beder dig aflevere kreditkort og koder.

* Oplys aldrig bankoplysninger, koder eller andre følsomme personoplysninger over telefonen -  udlever dem heller ikke til andre.

* Banken eller myndigheder vil aldrig sende et bud for at tage imod dit kreditkort og koder.

* Smæk røret på - hellere et nej for meget!

* Hvis du er i tvivl, så ring til banken, politiet (på 114) eller en nærtstående, der kan hjælpe dig.

Kilde: Politiet

Først publiceret: torsdag 20. juli 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 3. august 2023 kl. 14:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.