Nyrerne kan ikke følge med, når man drikker for meget vand. Det er dem, der regulerer kroppens væskebalance.

Derfor kan du dø af at drikke for meget vand

Det kan være farligt at drikke alt for meget vand alt for hurtigt. Men hvor meget skal der egentlig til, før det bliver dødeligt?

Senest opdateret: mandag 11. december 2023

En kvinde i USA er død af vandforgiftning efter at have drukket cirka 2 liter vand på 20 minutter.

Den tragiske historie er gået verden rundt de seneste dage og har også ramt de danske nyhedssider. Det skriver Videnskab.dk.

Eksemplet er ikke det første.

I 2007 døde en kvinde i et amerikansk radioprogram efter en konkurrence om at bælle vand. Det samme er sket for amerikanske studerende, der dystede om at blive medlemmer af et såkaldt fraternity – en slags eksklusiv studenterklub.

Få viden med Videnskab.dk

Faglige Seniorers nyhedsbrev samarbejder med Videnskab.dk, der med 1 million brugere om måneden er Danmarks mest besøgte populærvidenskabelige medie.

Videnskab.dk dækker forskningen bredt – fra kultur og samfund til sundhed, teknologi og naturvidenskab - og guider rundt i videnskabens forunderlige og forbløffende verden. Troværdighed, forståelighed, tilgængelighed og underholdende formidling er værdier, der gennemsyrer alt, Videnskab.dk arbejder med.

Videnskab.dk drives efter publicistiske principper med uafhængig, samfundsoplysende journalistik på et tilstræbt objektivt grundlag.

Driften finansieres af en finanslovsbevilling fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og støtte fra fonde.

Men selvom vandforgiftning er farlig, når den rammer, kan professor Lene Niemann Nejsum berolige med, at det ikke er noget, man skal gå og bekymre sig om til dagligt.

“Det er voldsomt sjældent. Det er jo ikke noget, man normalt hører om. Det er i ekstreme tilfælde,” fortæller hun til Videnskab.dk.

Alligevel er det værd at holde øje med, hvor meget vand man drikker og hvordan, fortæller hun.

Nyrerne kan nemlig ikke følge med, når man drikker for meget vand. Det er dem, der regulerer kroppens væskebalance.

“Normalt kan man drikke lidt for meget vand, og så kompenserer nyren ved, at man udskiller mere vand i urinen. Men den kan maksimalt processere en liter vand i timen,” fortæller Lene Niemann Nejsum, der er professor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Læs også på Videnskab.dk: Kan vand blive for gammelt?

Klemmer celler i i hjernen

Alt ud over en liter i timen vil komme ud i din blodbane. Det betyder, at koncentrationen af salt i blodet falder, og så vil vandet til sidst trænge ud i cellerne.

Det får cellerne til at udvide sig, hvilket ikke er et stort problem mange steder i kroppen. Men for hjernecellerne kan det blive problematisk, for der er dit kranie i vejen for udvidelsen.

“Så bliver cellerne klemt, og din blodtilførsel nedsættes. Og så er det, at du kan gå hen og få anfald, gå i koma og i værste fald dø,” forklarer Lene Niemann Nejsum.

Længe inden du falder død om af for meget vand, siger din krop dog fra på sin egen måde.

Det kan være med symptomer som svimmelhed, forvirring og hovedpine, og det er noget, flere maratonløbere måske kender til.

Hun henviser til flere internationale, men stadig sjældne tilfælde, hvor maratonløbere er døde af vandforgiftning.

Læs også på Videnskab.dk: Virker det at drikke en reparationsbajer?

Fordel væskeindtaget over dagen

Hvordan sørger man så for både at indtage rigeligt med væske og samtidig passe på sin væskebalance på en varm sommerdag?

Fødevarestyrelsen anbefaler, at du drikker 1-1,5 liter fortrinsvis vand på en almindelig dag.

Det bør dog være mere, når du er fysisk aktiv eller sveder meget.

“Mit råd er det samme som myndighedernes: Drik halvanden til to liter om dagen. Hold dig i skyggen, og mærk efter om du er tørstig, inden du drikker,” anbefaler Lene Niemann Nejsum.

Lene Niemann Nejsums bedste råd er dog, at man ikke drikker for meget på én gang, men sørger for at fordele væskeindtaget ud på dagen. Så sørger nyrerne for at regulere væskebalancen løbende, også selvom man er kommet til at drikke for meget.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Må man koge vand to gange?

Må jeg genbruge min vandflaske?

Hjælper det at drikke varmt i varmen? 

 

Først publiceret: mandag 21. august 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 11. december 2023 kl. 21:02

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.