Forbrugerøkonom Ida Marie Moesby anbefaler, at du har en økonomisk polstring til dyre tider på to til tre gange din udbetalte månedsløn. Men du skal kun lægge de penge til side, som din økonomi kan holde til - selv et par hundrede kroner om måneden kan gøre en forskel. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Din økonomi i oktober: Brug efteråret til at polstre dig økonomisk

Vi går koldere og dyrere tider i møde, og det er en god idé allerede nu at få et overblik over udgifter og få sikret lidt luft i økonomien, anbefaler økonomer.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Med efterårets entré har den normale hverdag for mange indfundet sig igen efter sommerens ferietid.

Det betyder også, at vi går ind i en periode med færre ekstra udgifter til oplevelser. Og det er en god mulighed til at tænke over, om du kan lægge penge til side, så du er økonomisk polstret til den kommende vinter.

Sådan lyder anbefalingen fra Ida Marie Moesby, der er forbrugerøkonom i Nordea.

“Hvis man har følt, at pengene har været lidt små i vinter, er det især en god idé at lægge penge til side allerede nu,” siger hun.

Generelt anbefaler hun, at du har en økonomisk polstring til dyre tider og uforudsete udgifter på to til tre gange af din udbetalte månedsløn.

Investering er en mulighed

I de seneste år er flere og flere danskere begyndt at investere i for eksempel aktier. En del af årsagen har været, at bankerne har haft negative indlånsrenter.

Det vil sige, at du skulle betale for at have penge stående i banken. Men det har ændret sig siden sidste år, for bankerne har indført positive renter igen.

“Investering er stadig en attraktiv måde at forrente sin opsparing, men alle investeringer er forbundet med en vis risiko,” siger Ida Marie Moesby og tilføjer:

“Hvis man er mindre risikovillig, kan man overveje at oprette en opsparingskonto i banken med positiv rente.”

Hun peger på, at det generelt er fornuftigt at have et overblik over sine udgifter flere måneder frem i tiden og lægge penge til side i de måneder, hvor udgifterne er lavere.

“På den måde er man mere forberedt på både forventede og uventede stigende udgifter.”

Husk at få det lange lys på

Overblik er også rådet fra Morten Bruun Pedersen, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Han anbefaler, at du får lagt et budget, som går i hvert fald et år frem i tiden.

“Man skal passe på med at fokusere for meget på, hvor mange penge man har på kontoen lige nu. Det er vigtigt, at man får det lange lys på,” siger han.

Med et budget kan du nemlig se, hvornår økonomien eventuelt bliver lidt strammere, og hvornår det begynder at se lysere ud, forklarer cheføkonomen.

“Vi er stadig i usikre tider på mange fronter, og derfor er det godt at have lidt luft i budgettet,” siger han.

Han foreslår derfor også, at du holder fast i de gode sparevaner, når det kommer til elforbrug.

“Fortsæt med at holde øje med elprisen, og sæt vaskemaskinen i gang, når prisen er lav,” lyder hans råd.

Skal voksne bytte julegaver?

De penge, du sparer nu, kan være en hjælp, når vi inden længe rammer den søde juletid, som er en dyr periode for mange husstande.

Til jul er der især en udgift, som Morten Bruun Pedersen foreslår, at du kan overveje at skrue på, hvis pengene skal række længere.

“Man kan prøve at spørge i den kreds, hvor man giver gaver til hinanden, om det stadig giver mening, at de voksne sidder og bytter julegaver,” siger han og tilføjer:

“For nogle kan det måske være en svær snak at tage hul på. Men jeg har selv oplevet, at folk ånder lidt lettet op, når man endelig får snakket om det.”

En anden mulighed er at aftale, at de voksne kun køber en enkelt gave til pakkeleg til et bestemt beløb.

 

Først publiceret: fredag 22. september 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:39

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.