Du kan starte med at sætte tekst på billederne i dit fotoalbum - så også dine børn og børnebørn får mulighed for at få kendskab til, hvad billederne viser.

Lægens råd: Træn din hjerne til at huske minderne

Din hjerne gemmer på store mængder af minder og erindringer, som du har mulighed for at aktivere. Se lægens råd til hvordan du gør.

Senest opdateret: mandag 8. april 2024

Du har sikkert i familien eller i vennekredsen mødt personer med demens og oplevet, at deres hukommelse fra barndom og ungdom kan være ganske god, men at de ikke kan huske, hvad der skete i går.

De fortæller typisk de samme historier igen og igen, hændelser og oplevelser, som har haft særlig betydning for dem.

Psykologen Pia Fromholt har beskrevet det som et erindringslandskab med et “glemselshav”, der i takt med sygdomsudviklingen stiger og stiger – og efterlader en række små øer med erindringer. Og det er netop disse historier, som den demenslidende har tilbage i erindringen.

Læs også: Ny viden: Telefonen kan forbedre din hukommelse

Vi husker det særlige

Vi er gode til at huske hændelser, som betyder noget særligt for os. På godt og ondt.

Vi husker store begivenheder i familien – eller i verdenshistorien. Den første skoledag, konfirmationen, den første forelskelse, brylluppet ogs så videre.

Og alle kan huske mordet på Kennedy i 1963 eller angrebet på World Trade Center 11. september i 2001.

Undertiden oplever vi, at en bestemt lugt minder os om en meget konkret og ofte meget detaljeret hændelse i vores liv. Det kan forklares ved, at “lugtehjernen” ligger tæt op ad hippocampus, hjernens “indlæringsportal”.

Læs også: Demens: Sådan laver du en fotobog med minder

Du kan aktivere minderne

Men kan man forbedre evnen til at aktivere barndomserindringer – øve sig i at huske?

Det korte svar er ja – hvis ens hjerne er rask. Hvis du begynder at beskæftige dig med konkrete erindringer fra barndommen, kan du opleve, at “slumrende” minder aktiveres.

Man kan for eksempel starte med at kigge på gamle billeder i et fotoalbum.

Alt for mange billeder er ikke ledsaget af tekst om “hvem, hvad, hvor”. Så det kan være din konkrete opgave: at forsyne billederne med “undertekster”. Hvilke personer er der på billedet, hvor er det taget, hvem har taget det og hvad var anledningen?

Læs også: Lægens råd: Sådan nedsætter du risikoen for demens

Gamle breve og dagbøger

Måske er du så heldig at være i besiddelse af gamle breve fra familien. De kan aktivere din hukommelse for, hvad der skete – hvornår og hvor.

Endnu bedre er det, hvis du eller andre i familien har skrevet dagbog.

Har du mod på det, kan du jo begynde at skrive om erindringerne, eventuelt  gå sammen med andre og samles om det som en aktivitet. Biblioteker og foreninger afholder erindringsværksteder, hvor man i en gruppe kan stimulere hinandens hukommelse og aktivere erindringerne.

Læs også: Kvik-tip: Træn huskemusklen med italiensk tomat-teknik

Prioriter hændelser og oplevelser

I korthed: Man kan træne sin hjerne i at huske minder og erindringer. Det er måske ikke alt, man ønsker at blive mindet om, men så kan man vælge og prioritere emner, hændelser og oplevelser, som man ønsker at beskæftige sig mere med.

Din hjerne gemmer på store mængder af  erindringsstof, som du har mulighed for at aktivere.

5 tip til, hvordan du gør

  • Sæt tekst på billederne i dit fotoalbum – så også dine børn og børnebørn får mulighed for at få kendskab til “billedernes hvem, hvad, hvor”
  • Bevar, og få orden i, gamle breve i familien
  • Skriv dagbog, eventuelt blot korte notater om, hvad du oplever, for eksempel rejseoplevelser
  • Indtast gamle håndskrevne breve på din computer, så brevenes indhold bliver lettere tilgængelige, også for dine børnebørn
  • Deltag i erindringsværksteder eller andre grupper, hvor du kan dele erindringer med andre og blive inspireret til at aktivere hukommelsen og arbejde med erindringerne

 

Først publiceret: mandag 25. september 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. april 2024 kl. 11:12

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.