Nye regler betyder, at man fortsat kan have en arbejdsindtægt og samtidig få fuld folkepension.

Væk med modregning: Flere pensionister arbejder

Nye regler gør det mere økonomisk attraktivt at forlænge arbejdslivet, selv om man har rundet folkepensionsalderen.

Senest opdateret: torsdag 19. oktober 2023

Antallet af danskere, der fortsat arbejder, selv om de har passeret pensionsalderen, stiger.

Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at 80.907 danskere over folkepensionsalderen var i beskæftigelse i august.

Det er otte procent flere end de 75.236, der stadig var erhvervsaktive i august sidste år.

Forbrugerøkonom i Sydbank Ann Lehmann Erichsen ser en klar sammenhæng med nye regler, der trådte i kraft 1. januar 2023.

Reglerne betyder, at man fortsat kan have en arbejdsindtægt og samtidig få fuld folkepension.

“Det er positive tal, og det fortæller jo, at nogle tidligere har holdt sig tilbage, fordi de er blevet modregnet i folkepensionen,” siger Ann Lehmann Erichsen.

Plus på alle parametre

Tidligere skete en modregning i beregningen af folkepensionen, hvis man samtidig havde en arbejdsindtægt af en vis størrelse.

Men det er fortid nu, og spørger man forbrugerøkonomen, vil det oftest være et stort økonomisk plus for privatøkonomien at fortsætte med at arbejde, så længe man kan.

“Hvis man har helbredet og lysten til det, skal man fortsætte med at arbejde. Det giver en bedre økonomi. Det er et plus på alle parametre,”  siger Ann Lehmann Erichsen.

Det er ikke kun privatøkonomien, der får et boost med de nye regler. Det gavner også samfundsøkonomien, når flere vælger at arbejde længere, påpeger hun.

“Vi vil gerne have så mange hænder på arbejdsmarkedet som muligt, og derfor skal man ikke snuble over nogle modregningsregler, hvis man har lysten og helbredet til at yde en ekstra indsats.

Ekstra gulerod

Anne-Louise Lindkvist er markeds- og kunderådgivningschef hos pensionsselskabet Sampension.

Hun deler vurderingen af, at det er blevet mere økonomisk attraktivt at forlænge arbejdslivet.

“Der er ingen tvivl om, at det har betydning, at man ikke længere bliver modregnet i folkepensionen, når man er i beskæftigelse. Det er en ekstra gulerod, som har haft til hensigt at holde flere hænder inde på arbejdsmarkedet, og det ser ud til at være lykkedes,” siger Anne-Louise Lindkvist.

Vil have bedre økonomi

Bedre helbred blandt de ældre og et arbejdsmarked, der skriger på arbejdskraft, kan ifølge Anne-Louise Lindkvist være medvirkende til, at flere får lyst til at forlænge karrieren.

Hun tror også, at stigende inflation og faldende aktiemarkeder sidste år er en del af forklaringen.

– Der var nok flere, der oplevede, at de planer, som de havde lagt for, hvornår de kunne trække sig tilbage, ikke holdt. De er måske nået frem til, at de vil blive et år eller to længere på arbejdsmarkedet end planlagt for at få den økonomi, de ønsker, siger Anne-Louise Lindkvist.

Det kollegiale sammenhold

Markeds- og kunderådgivningschefen tror, at tendensen vil fortsætte de kommende år. Ikke kun på grund af den økonomiske belønning, men også af mere bløde årsager.

“Hvis man i øvrigt er frisk og glad, og arbejdspladsen er tilstrækkeligt fleksibel og er villig til at indrette sig efter det, så tror jeg, at mange også vælger at blive der lidt længere på grund af den sociale kontakt og det kollegiale sammenhold,” siger Anne-Louise Lindkvist..

Det er muligt at få udbetalt en del af sin pension, selv om man stadig arbejder, når man har passeret pensionsalderen, ligesom man også kan fortsætte pensionsindbetalingerne og udskyde udbetalingen.

Først publiceret: mandag 16. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret torsdag 19. oktober 2023 kl. 09:11

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.