Det vurderes, at 400.000 danskere lider af KOL, men det er kun halvdelen, der har fået diagnosen.

Her er den hyppigste dødsårsag i Danmark

Ny analyse fra Lungeforeningen viser, at KOL i 2021 var den enkeltsygdom, der forårsagede flest dødsfald.

Senest opdateret: tirsdag 31. oktober 2023

For første gang nogensinde er KOL den hyppigste dødsårsag i Danmark.

Det viser en ny analyse fra Lungeforeningen. Tallene bag analysen er hentet i Dødsårsagsregisteret.

Analysen viser, at 3570 danskere døde af KOL i 2021.

Det gør KOL til den enkeltsygdom, der forårsagede flest dødsfald i 2021.

Seks procent af alle dødsfald i Danmark har KOL som årsag. Det svarer til, at der hver dag er 10 personer, der dør af KOL.

Hæv priserne på cigarretter

KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. De typiske symptomer er åndenød, hoste og pibende vejrtræning.

Rygning er skyld i mindst 85 procent af KOL-tilfældene. Derfor bør der sættes ind over for potentielle rygere, siger Torben Mogensen, der er bestyrelsesformand i Lungeforeningen.

“Man skal hæve priserne, så de unge mennesker stopper med at ryge. Vi skal mindst op på 100 kroner,” siger Torben Mogensen.

Derudover pointerer Torben Mogensen, at alle kræfter bør sættes ind på at hjælpe rygere med at lægge tobakken på hylden.

“Man bliver nødt til at have gode vilkår for folk, der skal stoppe med at ryge. Man må betragte rygning som en sygdom. Derfor skal de produkter, man bruger til at stoppe, være gratis eller meget billige,” siger han.

Skal opdages i god tid

Finn Breinholt Larsen er seniorforsker i Defactum, som er en forskningsafdeling i Region Midtjylland.

Han er enig med Torben Mogensen i, at det er vigtigt at “inspirere unge til ikke at starte med at ryge”, og “at man skal gøre alt, hvad man kan gøre, for at reducere antallet af rygere”.

Derudover siger han, at det er vigtigt, at der kommer et øget fokus på at opsøge og diagnosticere sygdommen tidligere.

“Det er et problem i forhold til KOL, for der er mange, der går med tidlige stadier, uden at være klar over det,” siger Finn Breinholt Larsen.

Først publiceret: tirsdag 31. oktober 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 31. oktober 2023 kl. 08:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.