I langt de fleste tilfælde kan det ikke betale sig at udskyde pensionen, siger privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen. Du kan kontakte dit eget pensionsselskab og få hjælp til at lave beregninger af din forventede økonomi. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flere annullerer udskudt pension: Det skal du vide

Nye tal viser, at flere dropper at udskyde pensionen. Og det vil med stor sandsynlighed også være den bedste løsning for dig, siger privatøkonom.

Senest opdateret: tirsdag 7. november 2023

Har du overvejet, om udskudt pension er en god løsning for dig?

Det kaldes også opsat pension, når udbetalingerne fra folkepension bliver udskudt, fordi man fortsætter med at arbejde og optjener ret til at få mere i folkepension.

Men flere og flere dropper udskydelsen. Og det har sandsynligvis noget at gøre med en nyere ændring i loven. Det siger centerdirektør Lene Hougaard-Enevoldsen fra ATP, som er ansvarlig for udbetaling af pension for cirka 200 milliarder kroner årligt.

“Udbetaling Danmark har håndteret markant flere ansøgninger om overgang fra udskudt pension til folkepension,” siger hun.

Klar tendens efter ny lov

Der er altså flere, som aktiverer udbetalingerne.

1. juni blev der vedtaget en ny lov, som fjernede modregning i folkepensionen som følge af egen arbejdsindtægt.

Og Udbetaling Danmark, der hører under ATP, har kigget på udviklingen i månederne efter.

“Med forbehold for at ATP kun har data for tre måneder efter vedtagelsen af den nye lov, kan vi se en ret klar tendens,” siger Lene Hougaard-Enevoldsen.

I juli, august og september var der over 3000 personer, som gik fra udskudt pension til folkepension. I de samme måneder i 2021 og 2022 var tallet knap 1400.

Hvad er bedst for dig?

Lene Hougaard-Enevoldsen understreger, at Udbetaling Danmark ikke kender den præcise årsag til ændringen.

“Men det er nærliggende at forestille sig, at der ikke længere er samme incitament til at udskyde sin folkepension, når man nu kan arbejde uden at blive modregnet,” tilføjer hun.

Hvis du vil vide, hvad der økonomisk bedst kan svare sig for dig, kan du gå ind på borger.dk/pension-arbejdsindkomst og lave en vejledende beregning af din forventede indkomst.

Beregningen viser, hvad du får udbetalt, hvis du trækker dig, når du rammer folkepensionsalderen. Og hvad du kan få i folkepension og ventetillæg, hvis du udskyder din pension.

Ventetillæg betyder, at du kan få mere i folkepension, og du optjener den ved at udskyde.

Det vil kunne betale sig

Hvis du har spørgsmål til din forventede økonomi, skal du være opmærksom på, at du ikke kan få økonomisk rådgivning fra Udbetaling Danmark, der kun vejleder om reglerne.

Men dit pensionsselskab kan normalt hjælpe dig med at gennemgå din økonomi.

“Vi giver meget gerne vores kunder økonomisk rådgivning,” siger privatøkonom i pensionsselskabet PFA Camilla Schjølin Poulsen og fortsætter:

“I langt de fleste tilfælde vil det dog kunne betale sig at få udbetalt sin folkepension.”

Hun peger på, at de eneste, der stadig bør undersøge, om pensionen skal udskydes, er dem, der kan undgå topskat af folkepensionen ved at skubbe udbetalingen i nogle år.

Der er en levetidsrisiko

Men selv blandt dem vil anbefalingen ofte være at starte udbetaling med det samme, forklarer Camilla Schjølin Poulsen.

“Når man udskyder folkepensionen, skal man også huske på, at der er en levetidsrisiko, for ingen af os ved, hvor længe vi lever,” siger hun.

Foruden din forventede levealder er det altså din økonomiske situation og dine skatteforhold, som har betydning for, om du bør udskyde din folkepension eller ej.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil den afskaffede modregning i folkepensionen komme 50.000 folkepensionister til gode.

Udbetaling Danmark skal stadig bruge indkomsten

* Selv om din arbejdsindkomst ikke længere påvirker din folkepension, har arbejdsindkomsten stadig betydning for den såkaldte personlige tillægsprocent.

* Den tillægsprocent bruges til at beregne ældrecheck, varmetillæg, helbredstillæg og mediecheck.

* Derfor vil Udbetaling Danmark stadig bede pensionister om at oplyse deres arbejdsindkomst.

* Tillægsprocenten kan være mellem 0 og 100. Jo højere, tillægsprocenten er, desto mere kan man få i varmetillæg, ældrecheck og helbredstillæg. Men den skal være 100, for at man kan få mediecheck.

Kilde: Udbetaling Danmark.

Først publiceret: mandag 6. november 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 7. november 2023 kl. 15:39

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.