Nogle flyselskaber har en onlineauktion, hvor du kan byde på opgraderinger af din billet, hvilket du kan gøre lang tid inden rejsen. Byder du mest, får du pladsen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Eksperterne afslører deres tricks til at opgradere flysædet

Du behøver ikke nødvendigvis at punge ud med den helt store mønt, hvis du gerne vil flyve lidt mere komfortabelt, lyder det fra flyekspert.

Senest opdateret: tirsdag 21. november 2023

Der kan være tætpakket på økonomiklassen, når danskere skal sydpå til de varmere himmelstrøg.

Men måske behøver de dyrere og mere komfortable rækker ikke at være helt uden for rækkevidde. Der kan nemlig være gode tilbud at hente, hvis du ved, hvor du skal kigge.

Det fortæller flyrejseekspert Flemming Lundberg Poulsen, der er chefredaktør for branchesitet FinalCall.travel.

“Rejser du eksempelvis på økonomiklasse, kan det i mange tilfælde på de lange flyruter være en god idé at undersøge, hvad eksempelvis premium economy koster.”

“Det er nemlig ikke sikkert, at det er voldsomt meget dyrere, særligt hvis du flyver uden for sæsonen,” påpeger han.

Her kan du få et godt tilbud

Her vil du typisk blive forkælet med mere benplads og overordnet komfort.

Og så er både flymad og ekstra bagage ofte inkluderet i prisen, hvis du køber en billet på de højere klasser.

“Rigtig mange glemmer at undersøge priserne på premium economy. Det er ikke nødvendigvis billigere, men merprisen kan være begrænset,” siger Flemming Lundberg Poulsen.

Flyklassen er ofte for forretningsrejsende, og over sommeren, vinterferien og julen er aktiviteten på rejser i arbejdsregi dalende, lyder det fra flyrejseeksperten.

“Det er særligt på disse tidspunkter, at chancen for at finde et godt tilbud er størst.”

Husk at bruge point og miles

Der er også penge at spare, når du flyver, ved at bruge flyselskabernes egne bonus- og loyalitetsprogrammer og især flyselskabernes egne kreditkort, lyder det fra Per Christiansen, der er rejseekspert hos Momondo.

“Du kan bruge point og miles, som du optjener på dine flyrejser, samt, når du betaler med kreditkortet, til at booke sæder på business class.”

“Det er smart at bruge dine bonuspoint, fordi business class-billetter kan koste tre eller fire gange så meget som economy-billetter, men de koster ikke tre eller fire gange så mange point,” forklarer han.

Ifølge rejseeksperten betyder det altså, at en opgradering ofte er den mest omkostningseffektive måde at få mest muligt ud af dit loyalitetsprogram.

Auktion

Rigtig mange flyselskaber har også en auktion, hvor man som rejsende har mulighed for at lægge et bud ind på en opgradering af sin billetklasse.

“I dagene eller ugerne op til din rejsedato får du måske en e-mail fra flyselskabet med en invitation til at lægge et bud på en opgradering af dit sæde,” fortæller Per Christiansen.

“Nogle flyselskaber tillader kun, at du lægger et bud på klassen over den, du har på din billet, mens andre tillader, at du lægger bud på en hvilken som helst klasse fra business til første.”

Dog kræver flere auktioner et minimumsbud. Så for at give dig selv en god chance bør du byde mindst 25 procent over det, lyder det fra rejseeksperten.

“Hvis det er uden for dit budget, er det alligevel en god idé at byde det beløb, du er villig til at betale. Nogle auktioner har forbavsende få bydende og derfor lave tærskler,” siger Per Christiansen.

Glem forældede råd

* Tiderne, hvor man kunne dukke op til check-in i sit fineste puds og påstå, at man var på bryllupsrejse i håb om at få en opgradering, er slut.

* Det bedste, du kan håbe på ved skranken i dag, er et tilbud om at få rabat på en opgradering af din billet. 

* Nu om dage må flyselskabernes ansatte nemlig ikke efter eget skøn tilbyde billige opgraderinger. 

* Forsøg at undgå flyrejser på fredage og mandage, som er populære dage blandt business class-rejsende. Det er mere sandsynligt, at du finder ledige sæder på business class, på tirsdage, onsdage og lørdage.

Kilde: Per Christiansen, rejseekspert hos Momondo.

Først publiceret: tirsdag 21. november 2023
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 21. november 2023 kl. 12:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.