Glæde hos seniorer: Sikkerhedsnet i efterlønsordning bevares
Regeringen vil alligevel ikke afskaffe ordning med seniorjob, selv om det er en del af regeringsgrundlaget – og et stort ønske fra kommunerne.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Regeringen har opgivet at rokke ved den del af efterlønsordningen, der betyder, at langtidsledige har mulighed for at få seniorjob.
Fremover skal det fortsat være en mulighed at få et seniorjob, hvis man er ledig og tilmeldt efterlønsordningen.
Det har regeringen meldt ud i forbindelse med fremlæggelsen af 2030-planen og trepartsforhandlingerne.
Og udmeldingen glæder Faglige Seniorer, der har 260.000 medlemmer over 60 år fra 21 fagforbund.
”Muligheden for at få et seniorjob er et vigtigt sikkerhedsnet for dem, der er med i efterlønsordningen. Det er både rigtigt og fornuftigt af regeringen at bevare den mulighed – og dermed skabe ro om tilbagetrækningen for lønmodtagere, der sent i arbejdslivet bliver ramt af langtidsledighed” siger Mette Kindberg, landsformand for Faglige Seniorer.
Ret til job
Afskaffelse af seniorjobordningen var en del af regerings-grundlaget.
Ordningen betyder, at ledige – der er med i efterlønsordningen – har mulighed for et seniorjob, hvis de opbruger dagpengeretten og har mindre end 5 år til efterlønnen. Dermed sikres de samtidig muligheden for efterfølgende at kunne gå på efterløn.
Med ordningen har ledige ret til ansættelse i kommunen i et seniorjob på overenskomstmæssige vilkår.
Ro om tilbagetrækning
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har tidligere på efteråret givet udtryk for, at det er regeringens hensigt at ”skabe ro om tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet”.
”Tilbagetrækningsområdet har været genstand for stor politisk debat de seneste år, og vi er i regeringen positivt indstillet i forhold til at drøfte forslag, der kan øge seniorers beskæftigelse og skabe ro om danskernes muligheder for tilbagetrækning,” sagde hun i et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg i september.
Også flere fagforeninger og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) hilser regeringens beslutning velkommen.
”Det er meget positivt, at seniorjobordningen fastholdes. Vi har kæmpet hårdt for at undgå forringelser, og jeg er på lønmodtagernes vegne rigtig glad for, at der nu bliver lyttet,” lyder det blandt andet fra næstformand i FH, Nana Højlund.
Kommuner er kritiske
Landets kommuner har været kritiske overfor ordningen med seniorjob. Senest peger seks af landets største kommuner på, at det er et af områderne i beskæftigelsesindsatsen, hvor det er oplagt for regeringen at finde besparelser.
Således gør kommunerne opmærksom på, at der ifølge regeringens egne beregninger kan spares 220 millioner kroner ved at nedlægge seniorjobordningen.
Færre i seniorjob
Samtidig viser opgørelser, at antallet af personer i seniorjob er faldet støt de seneste år
I marts 2018 var der 3.479 personer i seniorjob. Til sammenligning var der 553 personer i seniorjob i marts i år, fremgår det af et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Kommunen skal kompensere den enkelte, hvis der ikke indenfor en bestemt tidsfrist findes et seniorjob. Der skal betales kompensation, indtil der er fundet en ansættelse i et seniorjob.
Kompensationen svarer til den enkeltes tidligere dagpengesats.
Læs om seniorjob i Seniorhåndbogen
Først publiceret: søndag 26. november 2023
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:28