91-årige Erik er bundet til hjælpemidler efter to blodpropper, men stadig taknemmelig
Erik Buch fra Risskov er 91 år. Efter to blodpropper er han lam i venstre side af kroppen og har derfor brug for rollator eller elscooter for at bevæge sig rundt. Men livsmodet fejler ingenting, og taknemmeligheden er stor.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Dåbsattesten har efterhånden 91 år på bagen, og selvom de senere år har bragt ham to blodpropper, er Erik Buch lykkelig over, at de ramte så sent i hans liv. Ud over de følger, der har været deraf, er han ellers sund og rask og vil stadig have noget ud af livet og sin hverdag.
“Jeg har i høj grad stadig noget at leve for med fire børn, otte børnebørn, ni oldebørn og selvfølgelig min dejlige kone. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hende. Jeg vil selvfølgelig gerne være noget for dem alle sammen og har stadig masser af gode oplevelser i mig, selvom det er blevet sværere at bevæge sig rundt,” fortæller han.
Vil ikke tilbringe resten af livet i en stol
Erik Buch har altid været en aktiv herre og haft et travlt arbejds- og privatliv med masser af aktivitet.
Derfor var det også svært, da blodpropperne tog hans bevægelighed i venstre side af kroppen og bandt ham til hjælpemidlerne.
Det tærede på livskvaliteten, men for den 91-årige aarhusianer handlede det i høj grad om at blive fortrolig med sine hjælpemidler, som han i dag er utroligt taknemmelig for.
“Når ens ben ikke virker, er man jo på den. Man er simpelthen handicappet, det må jeg erkende. Men jeg prøver at holde mig aktiv og træner to gange om ugen. Jeg vil ikke bare sidde i en stol dag ud og dag ind. Det har jeg aldrig kunnet finde ud af, og det kan jeg stadig ikke,” fortæller Erik Buch, der er særligt glad for sin Pegasus elscooter, som han flittigt bruger især i sommermånederne, hvor han køre lange ture rundt i lokalområdet.
Afsted på egen hånd
“Det er virkelig belejligt at have el-scooteren, så jeg kan komme ud i verden og tale med nogle mennesker. Det er en stor fornøjelse at have i livet også på sine gamle dage, siger Erik Buch og forsætter:
“Jeg kører mange ture og om sommeren i flere timer ad gangen. Det betyder meget for mig, at jeg kan køre rundt på egen hånd, høre fuglesangen, se på den smukke natur og møde nogle mennesker på min vej. Det er jo livet og friheden at være afsted på egen hånd, og det havde jeg ikke været, hvis ikke det havde været for elscooteren,” siger han.
Min søns idé
Det er omkring tre år siden, Erik Buch fik elscooteren på en lejeaftale, og det gjorde en kæmpe forskel i hverdagen.
“Det var min søns forslag, og det var simpelthen den bedste idé, han har givet mig. Jeg startede med at leje model Sneppen, mens jeg søgte om tilskud hos kommunen, hvilket jeg desværre ikke fik. Heldigvis kunne jeg så lave en afbetalingsaftale med elscootervirksomheden Pegasus – man er jo ikke gammel købmand for ingenting,” lyder det fra Erik Buch.
Han var i sin tid med til at starte landets allerførste Føtex op i Guldsmedgade i Aarhus sammen med Herman Salling og siden som indkøbsdirektør for fødevarer i supermarkedskæden.
Lang ventetid
En blodprop kommer jo fra den ene dag til den anden, så det gør behovet for et hjælpemiddel også.
“Men ventetiden på kommunens afgørelse var lang, og derfor var det fantastisk at kunne lave en aftale med scootervirksomheden Pegasus så jeg kunne komme ud og kører med det samme,” lyder det fra Erik Buch.
“For mig betyder det meget, at jeg kan komme rundt selv, ikke bare kun for livskvaliteten, men også for det at bevare noget selvstændighed og værdighed på mine gamle dage. Det er essentielt for det at være et menneske, også selvom man har brug for andres hjælp, hjælpemidler eller andet, så betydet det noget, at man stadig kan noget selv,” siger han.
Først publiceret: mandag 8. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:23