88-årig kvinde dræbt på el-scooter
Ved udkørsel fra parkeringsplads blev en ældre kvinde på elscooter påkørt af bil. Hun afgik senere ved døden.
Senest opdateret: fredag 23. september 2022
En 88-årig kvinde på en el-scooter har mistede livet i en trafikulykke i Bramming, skriver JydskeVestkysten.
Ulykken skete om eftermiddagen på Industrivej i Bramming, hvor den ældre kvinde kørte ud fra en parkeringsplads ved en dagligvarebutik. Her blev hun påkørt af en bil med en 36-årig bag rattet.
Elscooteren væltede ved sammenstødet, og den ældre kvinde blev kvæstet. Hun afgik senere ved døden på sygehuset i Esbjerg.
Efterlyser vidner
Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser nu personer, som har overværet ulykken.
Ifølge politikommissær Jonas Sørensen har der muligvis været flere personer til stede, som kan have overværet ulykken.
– Vi vil gerne i kontakt med vidner, så vi kan få belyst omstændighederne ved ulykken bedst muligt, siger Jonas Sørensen til Ritzau.
Da politiet torsdag endnu ikke har dannet sig et nøjagtigt overblik over, hvad der har været årsag til ulykken, ønsker Jonas Sørensen ikke at komme med yderligere detaljer fra politiets undersøgelser.
Først publiceret: torsdag 22. september 2022
Artiklen er sidst opdateret fredag 23. september 2022 kl. 09:18