Statsministeren var flankeret af tre ministre, da regeringen præsenterede sit udspil til en ældrereform på Plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Regeringen om fremtidens ældrepleje: Værdig, nærværende og fleksibel

Statsminister Mette Frederiksen: Ældrereform er et opgør med 30 års kontrol.

Senest opdateret: mandag 8. april 2024

Fremover skal de ældre modtage en mere værdig, nærværende og fleksibel pleje, der imødekommer netop deres behov og ønsker. Og medarbejderne skal vises en tillid, som giver rum til at bruge deres faglige dømmekraft og kendskab til den ældre.

Det fremgår af regeringens udspil til en ældrereform, der blev præsenteret tirsdag. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder reformen et opgør med den “nidkære kontrol”.

“Det er et opgør med new public management og 30 års overstyring af den nære velfærd, vi har set,” sagde hun ved præsentationen af udspillet, der skete på Plejehjemmet Bertram Knudsens Have i Kolding.

Det er regeringens plan, at ældrereformen skal træde i kraft 1. juli 2025.

Helhedspleje til de ældre

Regeringen foreslår en reform af ældreplejen med helhedspleje som det bærende princip.

Det betyder, at den ældre skal kunne bestemme mere selv. Og det skal i højere grad end i dag være en fast gruppe af medarbejdere, der kommer i den ældres hjem

“Helhedsplejen skal være omdrejningspunktet for en ny kort og præcis ældrelov med fokus på tre bærende værdier: Selvbestemmelse for den ældre. Tillid til medarbejdere og ledelse. Og et tæt samspil med de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet,” fremgår det af udspillet.

Fra kontrol til tillid

I følge ældreminister Mette Kierkgaard (M) er ældrereformen er udtryk for en omfattende værdimæssig forandring.

“Vi går fra kontrol til tillid, og vi kommer til at insistere på den ældres selvbestemmelse. De ældre er gamle nok til at bestemme selv. Men de er ikke for gamle til at have det godt. Og de dygtige og dedikerede medarbejdere skal netop kunne møde de ældres forskellighed og behov. De skal kunne bruge deres faglige dømmekraft og yde den omsorg og pleje, de er i faget for,” siger Mette Kierkgaard.

En milliard kroner ekstra

Frem for “skemaer og minuttyranni” skal der i en ny ældrelov skabes rammer for livsglæde og selvbestemmelse til de ældre.

For de ansatte skal der være mindre dokumentation.

Der skal blandt andet laves færre tilsyn, og kommuner skal kunne oprette lokalplejehjem. Selv om de vil være kommunalt ejede, skal de have samme frihed som de private friplejehjem til at tilrettelægge plejen.

Der afsættes samtidig flere penge til ældreområdet. Regeringen afsætter 1 milliard kroner ekstra om året til at løfte kvaliteten, plejen og omsorgen.

Statsminister Mette Frederiksen understreger, at de ekstra milliarder kroner, som tilføres ældreområdet, skal gå til “kernedrift”.

“Så kommunerne får mere albuerum på ældreområdet,” siger hun.

De ældre skal kunne vælge

Regeringen vil med reformen udvide og styrke det frie valg og valgmuligheder.

Det vigtige er ifølge udspillet ikke, om “det er en privat eller en offentlig leverandør. Det vigtige er, at den ældre har noget at vælge imellem og er tilfreds.”

Ældrereformen skaber rammerne til at sætte både det enkelte plejehjem, de ældre og personalet fri, mener leder af Moderaterne Lars Løkke Rasmussen, der var med til præsentationen af regeringens udspil.

“Ét initiativ er de nye lokalplejehjem, som er kommunalt ejede, men med frihedsgrader som var de deres egne. Det betyder, at ledelsen selv kan bestemme, hvordan plejehjemmets tilbud skal indrettes, så det passer til lige præcis dét plejehjem og dets beboere. Så de ældre får flere frie valg. Der er tale om en historisk frisættelse af ældreplejen, der vil gøre en konkret forskel for tusindvis af ældre medborgere.” siger Lars Løkke Rasmussen.

Sygepleje ikke med i reform

Sygepleje er en stor del af ældres hverdag, men området er ikke en del af reformen, som regeringen præsenterede tirsdag.

Det vil først blive berørt, når Sundhedsstrukturkommissionen kommer med anbefalinger senere i år.

“Den grundlæggende idé om helhedsplejen er, at de to ting kan mødes på et senere tidspunkt. Selvfølgelig kommer ældrereformen til at blive tænkt sammen med sundhedsloven. Alt andet ville være tosset,” siger Mette Frederiksen.

Ældrelov: Det vil regeringen

Det er regeringens mål, at en ældrereform træder i kraft 1. juli 2025.

Loven skal ifølge regeringen bygge på de de tre værdier “selvbestemmelse”, “tillid” og “lokale fællesskaber”. Blandt initiativerne er følgende tiltag:

Nyt tværkommunalt ældretilsyn

Regeringen vil erstatte de 98 kommunale ældretilsyn samt det statslige ældretilsyn med en ny model, hvor alle tilsyn som udgangspunkt afvikles samme dag.

Kvalitetsløft af ældreplejen

Der afsættes en milliard kroner årligt til et kvalitetsløft af ældreplejen i kommunerne årligt fra 2027 og frem. Det indfases langsomt fra 2024 begyndende med 0,3 milliarder kroner.

Helhedspleje

Et princip om “helhedspleje” skal give de ældre større og bedre mulighed for selv at bestemme, hvad de vil have hjælp til.

Statslige kvalitetsstandarder og lovkrav om værdighedspolitikker i kommunerne skal fjernes, så der kan flyttes medarbejdere ud i ældreplejen.

Kendte ansigter i hjemmet

Hjemmehjælp skal som udgangspunkt gives af små faste hold.

Udvidet frit valg

Det frie valg skal udvides, så ældre får mulighed for at vælge, om det er kommunen eller det private, der skal stå for genoptræning og rehabilitering.

Lokalplejehjem

Regeringen vil gøre det muligt for kommuner at oprette lokalplejehjem. De vil være kommunalt ejede, men skal være lige så frisatte som private friplejehjem.

Mindre dokumentation

Der skal ikke stilles krav til medarbejdernes dokumentation af udførelse af personlig pleje og omsorg. Desuden vil regeringen med ældreloven sanere i dokumentationskrav, så tiden kan bruges til borgernær omsorg og nærvær.

Positivliste for hjælpemidler

Der skal oprettes en positivliste over hjælpemidler, eksempelvis en rollator, som en ældre kan få med det samme uden visitation.

Civilsamfundets rolle

Civilsamfundet skal spille en større rolle i ældreplejen, blandt andet i form af flere frivillige.

Bedre vilkår til private leverandører

Private leverandører skal have “fair vilkår”, når de byder på velfærdsopgaver i ældreplejen. Det skal ske gennem en ny model for afregning med en ensartet sats i alle kommuner og ved at oprette en central enhed, der sikrer, at afregningen foregår korrekt.

Det endelig udspil til en ældrelov forventes fremsat i februar.

Kilde: Regeringens udspil

Først publiceret: tirsdag 30. januar 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 8. april 2024 kl. 11:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , , , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.