Christian Kjær åbner op om sygdom
Christian Kjær deler ud af tanker om sygdom, død og arv i ny TV 2-dokumentar.
Senest opdateret: tirsdag 30. juli 2024
Symptomer på Parkinson:
- Langsomme bevægelser
- Stive muskler
- Rysten i hvile, der forsvinder i bevægelse
- En dårlig balance
- “Maske-ansigt”
- Svag og monoton stemme
- Langsom gang med småtrippende skridt og manglende medsving af armene
Christian Kjær har i mange år gjort sig bemærket i den danske offentlighed.
Først og fremmest som erhvervsmand og advokat, men derudover også som konservativ politiker, ven af kongehuset og tidligere kammerherre.
I dag står Christian Kjær dog ved en skillevej: Han er fyldt 80 år og er blevet ramt af Parkinsons sygdom.
Ikke mange år tilbage
Derfor er Christian Kjærs liv ikke længere det samme, og han ved, at han ikke har mange år tilbage at leve i.
Af samme grund har han et ønske om at få klarhed over sin formue, arv og sit eftermæle, fortæller han i den nye dokumentar, hvor også hans hustru, lægen Susan Astani-Kjær, medvirker.
“Jeg håbede virkelig, at vi havde mere tid til at have det sjovt,” siger hun i dokumentaren.
Udfordrende at leve med Parkinsons
Det er journalist og instruktør Ulrik E. E. Gutt-Nielsen, der står bag dokumentaren og har fulgt parret med et kamera gennem halvandet år af deres liv.
Vi er både med ved renovering af et slot, på fisketur ved Skærbæk plantage og til stor, rund fødselsdagsfejring.
“Dokumentaren vil forhåbentlig også give et indblik i, hvordan Susan Astani-Kjær og Christian Kjær lever sammen som par, hvilken modstand de af og til møder, og hvordan de håndterer den. For det er udfordrende at leve med Parkinsons sygdom, og det får Christian Kjær også sat ord på i dokumentaren,” siger TV 2-redaktør Liv Michelsen.
“Christian Kjærs sidste vilje” kan ses på TV 2 onsdag 27. marts kl. 20.40 og på TV 2 Play.
Er du bekymret for at få Parkinsons sygdom?
Om Parkinsons sygdom
– Parkinsons sygdom skyldes, at man mister nogle vigtigt nerveceller i hjernen
– Sygdommen er særlig hyppig hos personer over 70 år
– Parkinsons sygdom udvikles langsomt over år
– Det starter ofte med rysten i en hånd. Efterhånden kommer der nedsatte bevægelser og stivhed i musklerne. Efter nogle år får man ofte dårlig balance
– Medicin kan lindre symptomerne ved Parkinsons sygdom
Kilde: sundhed.dk
Først publiceret: mandag 25. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 30. juli 2024 kl. 09:47