Alle kommuner har et gratis tilbud om behandling for misbrug eller afhængighed af alkohol.

Overhaler de unge: Seniorerne drikker mest

De unge er blevet overhalet af ældre over 65, når det kommer til alkoholforbrug. Flere drikker mere end 10 genstande om ugen.

Senest opdateret: mandag 12. august 2024

Det er ikke nogen hemmelighed, at danske unge i årevis har haft rekorden i at drikke mest, men den rekord er nu blevet slået af de ældre. 

Seniorerne kigger dybt i flasken, viser den seneste undersøgelse fra Den Nationale Sundhedsprofil, hvor man kan blive klogere på den danske befolknings sundhed, sygdom og trivsel. 

Her viser det sig, at mere end hver femte dansker på 65 år eller ældre medgiver, at de drikker mere end 10 genstande på en typisk uge. 

Det betyder, at seniorerne snupper førstepladsen fra danske unge mellem 16 og 24 år, der fra 2010 til 2021 var dem, der drak mest. 

Kilde: dr.dk

Flere kommer i behandling

Seniorernes høje alkoholforbrug spejler sig også i antallet af personer, der søger hjælp i det offentlige for at få bugt med alkoholen. 

DR skriver, at der de seneste fem år er sket en stigning på 33 procent i forhold til personer over 60 år, som har søgt hjælp – fra cirka 3.000 til 4.000 personer. 

Man kan glæde sig over, at flere går i behandling, siger Anette Søgaard Nielsen, der er professor ved Enheden for Klinisk Alkoholforskning på Syddansk Universitet.

Det hænger sammen med, at jo ældre man er, des mere skade tager man af at drikke meget alkohol. 

“Det glæder mig, at de ældre søger den offentlige alkoholbehandling, for vi ved, at de har en rigtig god prognose, når de kommer i behandling.”

Tag alkoholtesten og få hjælp

Med Alkohol & Samfunds alkoholtest kan du nemt og hurtigt få et overblik over, hvordan du drikker.

Testen hjælper med at se, om dit alkoholforbrug er okay, eller om det kunne være en god idé at tænke over, hvordan du drikker. Når du har taget testen, får du straks svar.

Hvis du vil tale med nogen, er rådgiverne på Alkolinjen 80 200 500 klar med råd og støtte.

Tag testen her. 

Hvis du drikker for meget eller er pårørende til en, der drikker, kan du få overblik over, hvor du kan få hjælp.

Det gør du ved at finde de lokale behandlingstilbud via sundhedstilbud på sundhed.dk – søg på “alkohol”. 

Hvad mener du?

Hvad mener du om den nye undersøgelse, der viser at det nu er de ældre, der drikker mest?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 28. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 16:03

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.