Venstre: En god og fornuftig seniorpolitik fastlægger vi bedst i Danmark
EU-samarbejdet er stærkt på store, fælles udfordringer, men vi skal holde fast i, Danmarks senior- og socialpolitik besluttes så tæt på danskerne som muligt, skriver Morten Løkkegaard, spidskandidat for Venstre til Europa-Parlamentet.
Senest opdateret: onsdag 29. maj 2024
Vores europæiske fællesskab står over for massive udfordringer:
Krigen i EU’s baghave buldrer løs; ukrainere ofrer deres liv i en frihedskamp mod Putins tropper. Klimakampen kræver handling i Europa og resten af verden. Og så er der behov for at skaffe investeringer, så europæiske virksomheder kan følge med kinesiske og amerikanske konkurrenter i den digitale udvikling, hvor EU lige nu halter voldsomt bagefter.
Fællesskabets primære fokus bør være globale udfordringer, hvor det giver mening med fælles løsninger.
Tæt på borgere
Når det gælder medlemslandenes nationale social- arbejdsmarkeds- og seniorpolitik, er det Venstres holdning, at den skal besluttes tæt på borgerne i Danmark.
Selvfølgelig skal vi bekæmpe aldersdiskrimination og forbedre ældres muligheder samt rettigheder, men det gør vi ikke bedst gennem EU.
Havde vi skulle vedtage for eksempel ældrechecken gennem EU, var beslutningsprocessen blevet forlænget markant, og andre EU-lande ville have haft indflydelse på det endelige resultat.
Ønsker man, at EU skal have mere at sige på pensionsområdet, risikerer Danmark, at andre medlemslande pludselig får indflydelse på danske pensionssatser og vilkår. Dét er Venstre helt imod.
Nationalt ansvar at føre seniorpolitik
Kort sagt er vi modstandere af, at fælles EU-midler skal dedikeres til velfærd i de forskellige medlemslande.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Det er for eksempel et nationalt ansvar at føre en forsvarlig og fornuftig seniorpolitik. Dertil er det afgørende, at stater som Italien, Spanien og Rumænien gennemfører de nødvendige reformer, som sikrer dem en økonomi, så landene selv kan tage sig af deres seniorer.
I Venstres optik kan ansvaret for ældre i Syd- eller Østeuropa aldrig tilfalde EU-fællesskabet. Det er en opgave for medlemslandene selv.
Beslutninger om social- arbejdsmarkeds- og seniorpolitik skal træffes tæt på borgerne. Ældrechecken er et godt eksempel på et vigtigt, nationalt initiativ, som giver seniorer, der har en lille eller ingen indtægt udover folkepensionen, et ekstra månedligt engangsbeløb.
Kræver danske løsninger
Og når det handler om aldersdiskrimination har den danske regering sammen med et flertal i Folketinget etableret et videnscenter for Fastholde af Seniorer på Arbejdsmarkedet. Formålet er at takle udfordringerne med aldersdiskrimination, som desværre er et stigende problem.
Faktisk forbyder EU-lovgivning allerede i dag diskrimination af seniorer, og når vi skal takle problemet herhjemme kræver det danske løsninger, hvor politikere kender det danske arbejdsmarked og forholdene for seniorer.
EU-samarbejdet er stærkt på store, fælles udfordringer, og det skal vi blive ved med at være. Og så skal vi fastholde, at Danmarks senior- og socialpolitik besluttes så tæt på danskerne som muligt.
Læs mere om EU-valget og hvad andre kandidater mener
Vil du stemme til Europa-Parlamentsvalget 9. juni?
Er du enig eller uenig?
Hvad er din holdning til Venstres synspunkter om EU og ældrepolitik? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
3 om Venstre vil støtte…
… følgende krav og ønsker fra Faglige Seniorer Age Platform Europe:
1. Udarbejdelsen af en EU-konvention, der tilgodeser ældres rettigheder?
Seniorers rettigheder fastsætter vi bedst selv i Danmark. Beslutninger om ældrepleje, seniorliv og pension skal træffes herhjemme, tæt på danske seniorer. For eksempel er ældrechecken er godt eksempel på et nationalt tiltag, som ikke vil blive bedre af, at 27 EU-lande skal blive enige om fælles løsninger. Tværtimod. Ældrechecken er et vigtigt initiativ, som giver seniorer, der har en lille eller ingen indtægt udover folkepensionen, et månedligt engangsbeløb.
2. Juridiske reformer, der forbyder aldersdiskrimination ud over arbejdsmarkedet?
Aldersdiskrimination er forbudt i Danmark og EU, men desværre ser vi, at aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet er et stigende problem, som vi er nødt til at gøre noget ved. Både EU-lovgivningen om ’Lige Behandling i arbejde og beskæftigelse samt fællesskabets Charter om Grundlæggende Rettigheder fastslår, at aldersdiskrimination er forbudt.
Generelt mener Venstre, at dansk arbejdsmarkedspolitik ikke skal reguleres yderligere fra EU. Beslutning om social- og arbejdsmarkedspolitik træffes bedst nationalt tæt på danske borgere.
Vi skal sørge for at bekæmpe og forebygge aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet i samarbejde mellem Folketinget og arbejdsmarkedets parter.
Regeringen har dertil sammen med et flertal i Folketinget oprettet et videnscenter for Fastholdelse af Seniorer på Arbejdsmarkedet, så vi kan finde ud af, hvordan vi løser problemet med diskrimination af seniorer. Det er en vigtig prioritet for mig og Venstre.
3. Sikring af tilstrækkelige pensioner og mindsteindkomstordninger til ældre?
Venstre er grundlæggende imod, at EU’s fællesbudget går til at finansiere socialpolitik i for eksempel Italien og Rumænien. Og det gælder også pension og europæisk mindsteløn. I dag har danske lønmodtagere bedre vilkår end i mange andre EU-lande, fordi vi har værnet om den danske model.
Samtidig er der mere centrale udfordringer for det europæiske fællesskab:
Vi skal blandt andet styrke vores forsvar i lyset af Ruslands aggressioner, vi skal have penge til at fremme den grønne omstilling, og vi skal sikre investeringer i vores erhvervsliv, som konkurrerer mod amerikanske og kinesiske tech-kæmper. Præcis derfor er vi nødt til at prioritere EU-budgettet mod de fælles, globale udfordringer, vi står over for. Ansvaret for at føre en omsorgsfuld seniorpolitik hviler således på det enkelte medlemsland.
Derfor vil vi ikke have, at EU skal bestemme over dansk pension og indkomst. Dertil ønsker vi heller ikke en generel mindsteløn bestemt af EU. Dansk senior-, social-, og arbejdsmarkedspolitik fastlægger vi bedst i Danmark.
Læs om Faglige Seniorer og AGE Platform Europes krav til ældrepolitik i EU her
Først publiceret: tirsdag 28. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 29. maj 2024 kl. 13:45