Ændringen rammer hovedsageligt de pensionister, hvis ægtefæller eller samboer ikke er pensionister, men som modtager andre sociale ydelser.

Så meget mister pensionister: 730 kroner om måneden efter skat

Ny modregningsmetode rammer tusindvis af pensionister. Ændring sker efter at 15.000 borgere ringede til Udbetaling Danmark.

Senest opdateret: lørdag 15. juni 2024

Der har været mange henvendelser til redaktionen, efter at vi i Faglige Seniorers nyhedsbrev i sidste uge kunne oplyse, at en ny modregningsmetode betyder, at omkring 6.000 pensionister i snit vil få nedsat pensionen med 730 kroner.

Spørgsmålet fra de mange læsere gik på, om det var 730 kroner om måneden eller om året.

Svaret et: De 6.000 pensionister vil i gennemsnit få nedsat pensionen med 730 kroner om måneden efter skat.

Det fremgår af et svar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg.

Svært at håndtere digitalt

Årsagen til at pensionerne nedsættes er, at der fremover bliver taget udgangspunkt i den arbejdsmarkedspligtige indkomst, når man modregner i pension.

Egentlig var meningen, at der skulle tages udgangspunkt i pensionisternes “indtægt ved personligt arbejde”, men det begreb har vist sig at være alt for svært at understøtte digitalt, og derfor er der nu en ændring på vej.

Den rammer hovedsageligt de pensionister, hvis ægtefæller eller samboer ikke er pensionister, men som modtager andre sociale ydelser.

Det vil typisk dreje sig om efterløn, sygedagpenge eller fleksydelse.

Ændringen i modregningsmetoden svarer i gennemsnit til tre procent af parrenes samlede personlige indkomster, oplyser beskæftigelsesministeren.

15.000 ringede efter hjælp

I et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg oplyser Ane Halsboe-Jørgensen, at det er centralt, at pensionsberegningen i Udbetaling Danmark er automatiseret og sker på baggrund af Skatteforvaltningens systemer.

“Det betyder, at pensionister i udgangspunktet ikke selv skal korrigere i oplysningerne om deres indkomstforhold, som Udbetaling Danmark anvender i beregningen af pensionsydelsen.”

Med den midlertidige løsning har Udbetaling Danmark i 2023 og 2024 sendt cirka 39.000 breve til borgere, der skulle korrigere deres indkomst-oplysninger.

Af dem ringede 15.000 borgere ind for at få hjælp til at forstå, hvad de skulle gøre.

“Det undgår de nu. Med den valgte løsning anvender vi et begreb, som pensionisterne også kender fra
SKAT, og som er klart defineret i systemet i modsætning til begrebet ”indtægt ved
personligt arbejde,” lyder det fra beskæftigelsesministeren.

Gælder fra 2025

Ændringen skulle have været gennemført allerede fra 1. januar i år.

Som følge af problemerne med at integrere regler i de offentlige it-systemer har man dog valgt ikke at foretage modregning før 2025.

Først publiceret: mandag 10. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret lørdag 15. juni 2024 kl. 14:32

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.