Ny dansk forskning: Styrk dine ben langt ind i alderdommen
Et års intensiv styrketræning kan give langvarige fordele for muskelstyrke og sundhed, viser ny forskning fra Københavns Universitet.
Senest opdateret: mandag 12. august 2024
Forskere fra Københavns Universitet har gjort en tankevækkende opdagelse i et nyt studie, som du kan læse mere om her.
Med blot ét års målrettet indsats kan du nemlig opbygge muskelmasse og styrke i benene, som varer ved langt ind i alderdommen.
Flere ældre i Danmark
Danmarks Statistik forudser, at vi i 2040 vil have omkring 1.880.000 danskere over 60 år, hvoraf næsten 500.000 vil være over 80 år. Med en stigende levealder bliver det endnu vigtigere at fokusere på sundhed og styrke, så man kan nyde en aktiv pensionisttilværelse.
Sundhedsstyrelsen anbefaler
For personer over 65 år anbefaler Sundhedsstyrelsen:
- Vær fysisk aktiv mindst 30 minutter hver dag
- Lav aktiviteter, der styrker dine muskler, mindst to gange om ugen
- Træn din balance og bevægelighed mindst tre gange om ugen
- Begræns den tid, du sidder stille
Kræver et års intensiv styrketræning
Ifølge en ny undersøgelse fra Københavns Universitet kan blot ét års intensiv styrketræning have langvarige positive effekter på muskelstyrke og -masse.
Ph.d.-studerende Mads Bloch-Ibenfeldt og hans kolleger har fundet, at selv flere år efter at den intensive træning er ophørt, kan man opretholde muskelstyrke.
“Vi har vidst i mange år, at styrketræning er gavnligt, men det nye er, at selv ét års træning kan give vedvarende resultater,” fortæller Mads Bloch-Ibenfeldt.
Fra tung træning til hverdagsliv
Studiet inddelte 451 danskere i tre grupper: tung styrketræning, moderat styrketræning og en kontrolgruppe, der fortsatte deres normale liv uden ændringer.
De, der trænede tungt, brugte primært træningsmaskiner og lavede core-øvelser, mens den moderate gruppe brugte elastikker og kropsvægtsøvelser.
Efter et år med intensiv træning blev deltagerne testet igen, og herefter var der ingen opfølgning eller rådgivning.
Resultaterne viste, at de, der havde gennemgået tung styrketræning, opretholdt deres muskelstyrke, selv tre år efter træningen ophørte.
“Det er overraskende, fordi vi ved, at muskelstyrke og -masse normalt falder med alderen. Men dem, der trænede tungt, formåede at vedligeholde deres styrke,” forklarer Mads Bloch-Ibenfeldt.
Ingen ekstra råd om kost og søvn
Interessant nok blev deltagerne ikke rådgivet om kost eller søvnvaner, hvilket understreger, at resultaterne udelukkende skyldes styrketræningen.
En anden vigtig faktor var at træne i grupper, hvilket ifølge forskning øger og fastholder motivationen. Deltagerne blev overvåget af forskere for at sikre, at øvelserne blev udført korrekt, hvilket også kan have bidraget til de positive resultater.
Dette studie viser, at det aldrig er for sent at starte med styrketræning. Så hvis du ønsker at bevare din styrke og sundhed i alderdommen, kan det være tid til at tilføje nogle vægte til din træningsrutine.
Dyrker du styrketræning for at styrke musklerne?
Først publiceret: mandag 8. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret mandag 12. august 2024 kl. 15:57