Ældreministeriet bliver selvstændigt ministerium
Ændringer i regeringen betyder, at der oprettes et selvstændigt Ældreministerium. "Godt at ældreminister bliver "frue" i eget hus," lyder det fra Faglige Seniorer.
Senest opdateret: tirsdag 3. september 2024
Regeringen har opgraderet indsatsen på ældreområdet og opretter nu et selvstændigt Ældreministerium.
Det fremgår af den ministerrokade, der blev offentliggjort torsdag.
“Betegnelsen for Social- Bolig- og Ældreministeriet ændres til Social- og Boligministeriet, idet der samtidig oprettes et selvstændigt Ældreministerium,” fremgår det af meddelelsen fra regeringen.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Hos Faglige Seniorer er direktør Palle Smed tilfreds med beslutningen om at oprette et selvstændigt Ældreministerium.
“Jeg ser det som en styrkelse af Ældreministeriet, at det nu får en mere tydelig placering. Det er også vigtigt i forhold til opgaven med implementering af den nye ældrelov. Så jeg synes det er naturligt og godt, at vores ældreminister Mette Kierkgaard nu bliver “frue” i eget hus, siger Palle Smed.
Frit valg
Faglige Seniorer er med i det partnerskab, der skal rådgive ministeren i forhold til implementering af ældreloven.
Regeringen vil med ældreloven blandt andet styrke det frie valg og give private leverandører mulighed for at byde ind på en større del af opgaverne i ældreplejen, hvis borgerne ønsker at bruge det.
Loven bygger i følge regeringen på tre klare værdier: at sikre mere selvbestemmelse, tillid til medarbejderne i ældreplejen og et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
“Samlet understøtter reformen bevægelsen fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med mere lokal frihed og forandringskraft,” lyder det.
Træder i kraft i 2025
En ny ældrelov skal ifølge aftalen træde i kraft 1. juli 2025.
Udkastet til Ældreloven er for øjeblikket til høring blandt interessenter på ældreområdet – herunder Faglige Seniorer. Høringsfristen er 19. september 2024.
Den nye ældrelov forventes at træde i kraft 1. juli 2025.
Bag aftalen om en ny ældrereform står regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.
Ældreministerens visioner
I korte punkter har ældreminister Mette Kierkgaard på Ældreministeriets hjemmeside oplistet sine versioner på ældreområdet:
- Alderdom med livsglæde og tid til nærvær
- Fokus på varme, omsorg, sammenhæng og kontinuitet i ældreplejen
- Reel selvbestemmelse med frihed til, at den ældre kan vælge den velfærd og service, som passer til ham/hende
- Tillid og frihed under ansvar til ældreplejens ledelse og medarbejdere
- Reform af velfærdsinstitutionerne, bl.a. med brugerbestyrelser, hvor lokalsamfundet kan deltage og bidrage
- Afskaffelse af unødigt bureaukrati og kontrol
Mette Kierkgaard har været minister siden december 2022 og er valgt for Moderaterne.
Hvad mener du?
Hvad er din holdning til, at Ældreministeriet bliver et selvstændigt ministerium?
Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: torsdag 29. august 2024
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 3. september 2024 kl. 08:28