Vil du have blodtrykket ned, bør du skære ned på forarbejdet mad og fylde grøntsager på tallerkenen.

Du kan selv gøre noget ved forhøjet blodtryk

Forhøjet blodtryk kan føre til åreforkalkning og hjerteproblemer. Hold igen med at bruge saltbøssen, lyder et af rådene til at sænke blodtrykket.

Senest opdateret: onsdag 2. oktober 2024

Herhjemme lider omkring en ud af fem personer af forhøjet blodtryk, og omkring en tredjedel er ikke klar over det ifølge Hjerteforeningen.

Og der er god grund til at forsøge at gøre noget ved det, hvis man selv er en del af statistikken.

Det fortæller Niels Henrik Buus, der er klinisk professor i forhøjet blodtryk ved Aarhus Universitetshospital.

“Forhøjet blodtryk kan medføre hjerte-kar-sygdomme og øge risikoen for åreforkalkning, blodpropper, hjerneblødninger samt hjerteproblemer som hjertesvigt eller rytmeforstyrrelser,” siger han.

Er du glad for salt?

Skal blodtrykket sænkes, peger pilen på din livsstil.

Det forklarer Gunnar Gislason, som er forskningschef i Hjerteforeningen.

Han peger på et for højt saltforbrug som en af synderne, når det gælder et forhøjet blodtryk.

“Meget forarbejdet mad indeholder i høj grad skjult salt. Det samme gælder færdiglavet mad, hvor der bruges salt som smagsgiver.”

“Så man skal være opmærksom på, at man ikke drysser ekstra salt på maden. I begyndelsen synes man måske ikke, at maden smager af meget, men oftest vænner man sig til det,” siger Gunnar Gislason.

Hjerteforeningen anbefaler et saltindtag på under seks gram om dagen for kvinder og under syv gram for mænd. Fem gram svarer til cirka en teskefuld salt.

Konditionstræning hjælper

I den forbindelse opfordrer forskningschefen til, at du forsøger at erstatte forarbejdet mad og færdigretter med fødevarer som fisk, grøntsager, frugt og fuldkorn, der sænker blodtrykket.

Gunnar Gislason påpeger samtidig, at overvægt påvirker blodtrykket ved at belaste hjertet, og derfor vil det generelt hjælpe at tabe sig.

Derudover er det vigtigt, at du hopper i træningstøjet og får bevægelse ind i hverdagen.

“Vi ved, at konditionstræning, hvor man får pulsen op og trænet kroppen, hjælper blodkarrene til at blive mere elastiske og dermed modvirker, at blodtrykket stiger,” siger forskningschefen og understreger samtidig, at al motion vil hjælpe.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne i alderen 18 til 64 år er fysisk aktive i mindst 30 minutter hver dag.

Fokus på kost og motion

Også klinisk professor Niels Henrik Buus peger på, at du kigger på livsstilsfaktorer som kost og motion.

Er du ryger, anbefaler han, at du kvitter smøgerne.

“Rygning er skadeligt for blodkredsløbet, og det øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme,” siger han.

Endelig råder han til, at du begrænser alkoholforbruget, da alkohol kan øge blodtrykket.

Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefaling bør voksne over 18 år højst drikke ti genstande om ugen og højst fire genstande samme dag. Det gælder for både kvinder og mænd.

Det kan samtidig være, at dine arveanlæg spiller en rolle i forhold til forhøjet blodtryk. Det kan dog stadig betale sig selv at gøre en indsats, siger Niels Henrik Buus.

Han understreger dog også, at medicinsk behandling kan blive nødvendigt, selv om man ændrer livsstil.

Sørg for at få blodtrykket tjekket

* Blodtrykket stiger ofte med alderen, og er der en eller flere i din familie, der lider af forhøjet blodtryk, bør du selv få det tjekket jævnligt. Det kan du få gjort hos lægen eller ved at købe din egen blodtryksmåler.

* Får du målt blodtrykket hos lægen, skal det være under 140/90. Sker det derhjemme i ro og mag, skal det være under 135/85.

* Er du i høj risiko for at udvikle en hjerte-kar-sygdom, har du allerede en hjerte-kar-sygdom, sukkersyge eller en nyresygdom, skal dit blodtryk være under 130/80.

Kilde: forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason og Hjerteforeningens hjemmeside. 

Først publiceret: mandag 30. september 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 2. oktober 2024 kl. 09:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.