Besparelse væk: Minister finder 2,4 millioner til Danske Ældreråd
Danske Ældreråds fremtid var truet af regeringens plan om at fjerne tilskud på 2,4 millioner kroner. Nu har ældreminister Mette Kierkgaard fundet pengene et andet sted. "Klogt", lyder det fra Faglige Seniorer.
Senest opdateret: torsdag 17. oktober 2024
Danske Ældreråds fremtid var truet med regeringens plan for at skære 1000 årsværk i statslig administration.
Organisationen Danske Ældreråd stod til at miste sin årlige bevilling på 2,4 millioner kroner i regeringens plan for at skære 1000 årsværk i den statslige administration fra 2025.Men nu har ældreminister Mette Kierkgaard (M) fundet pengene på anden vis, skriver Avisen Danmark.
Dermed kan rådet, som er landsorganisation for 98 folkevalgte ældreråd i kommunerne, fortsætte.
De lokale ældreråd skal så sende pengene videre til Danske Ældreråd. Og dermed vil det være de lokale råd – ikke staten – som finansierer Danske Ældreråd.
Minister: De facto er støtten væk
“Jeg bakker fuldt ud op om regeringens arbejdsprogram, der indebærer at skære 1000 årsværk. Beslutningen om ikke at sende flere penge til sekretariatet er intakt, så jeg støtter ikke finansieringen af statslige årsværk. Jeg støtter så på samme tid de lokale ældreråd i kommunerne. For mig er det to samtidige beslutninger, der har et tidssammenfald,” siger Kierkgaard til Avisen Danmark.
Hun holder fast i, at staten “de facto” holder op med at sende 2,4 millioner kroner til Danske Ældreråd.
Ministeren afviser også, at pengene uanset hvad kommer fra staten.
“De lokale ældreråd kan jo i princippet bruge pengene, som de vil,” siger hun.
Faglige Seniorer: Klog beslutning
Da meldingen om besparelsen blev meldt ud i forbindelse med offentliggørelsen af Finanslovsforslaget for 2025 førte det til kritik hos Faglige Seniorer og flere ældreorganisationer, da Danske Ældreråd betragtes som “de ældres stemme”.
“Det er et alvorligt anslag mod de ældres demokratiske deltagelse i både det lokale og landspolitiske liv. Ældre- og seniorrådene er en vigtig del af de ældres indflydelse i kommunerne, når det handler om ældrepolitik i forhold til plejehjem, hjemmepleje, ensomhed og så videre. Jeg opfordrer på det kraftigste til, at regeringen trækker forslaget,” lød det landsformand for Faglige Seniorer Mette Kindberg.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Hun glæder sig over, at ældreminister Mette Kierkgaard nu har har sat et beløb på 2,4 millioner kroner til de lokale ældreråd på Finansloven, så det udligner besparelsen på en anden af regeringens planer om at spare 1000 stillinger i staten.
“Det er en klog og rigtig beslutning. Det er vigtigt for det demokratiet og afgørende for de udfordringer, de lokale ældreråd står overfor blandt andet med en kommende ældrelov, der skal implementeres i kommunerne” siger Mette Kindberg.
Hun er dog bekymret for, at pengene går til kommunerne, som derefter skal bevilge det til de lokale ældreråd.
“Her kan vi sagtens risikere, at pengene forsvinder i spareøvelser,” siger Mette Kindberg.
Vil se pengene først
Hos Danske Ældreråd er der glæde over meldingen om, at der nu er fundet penge.
Men Inger Møller Nielsen, formand for Danske Ældreråd, afventer, at pengene først kommer ud til de lokale råd, før hun vil glæde sig for meget.
Først publiceret: fredag 11. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret torsdag 17. oktober 2024 kl. 07:57