Republikanernes Donald Trump har vundet det amerikanske præsidentvalg, og han bliver taget i ed som USA's 47. præsident mandag den 20. januar 2025. Foto: Alex Brandon/Ritzau Scanpix

Sådan kan valget af Donald Trump påvirke din privatøkonomi

Det kan få betydning for både din privatøkonomi og boligrente, at det er Donald Trump, som har vundet det amerikanske præsidentvalg, lyder det fra to økonomer.

Senest opdateret: fredag 8. november 2024

USA er fysisk ret langt væk fra os. Derfor kan det måske virke underligt, at det kan få betydning for vores privatøkonomi og boligrente, at republikanske Donald Trump har vundet det seneste præsidentvalg.

Men USA er den største økonomi og magtfaktor i verden. Og det, der sker i USA, kan og vil påvirke en lille økonomi som Danmark, der handler med udlandet.

Det forklarer forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby.

“Den nok mest direkte måde, vi bliver påvirket i Danmark, er i forhold til investeringer,” siger hun.

I både perioden op til og efter præsidentvalget blev investeringsmarkederne påvirket.

Risikoen bliver nedtrappet

Og da det kom frem onsdag, at Donald Trump havde vundet, styrtede blandt andet aktiekurserne på grønne energiselskaber ned. For det forventes, at Trump vil skære i støtten til grøn energi i USA og øge landets produktion af fossile brændstoffer.

“Der er måske nogle, som tænker, at de ikke har investeringer. Men så glemmer man sin pensionsopsparing, der er investeret, så den kan vokse sig større,” siger Ida Marie Moesby og fortsætter:

“De globale markeder påvirker altså ens pensionsopsparing og har betydning for, hvor stort et afkast man kan få.”

Afkast er den økonomiske gevinst, som du kan få fra investeringer.

Hun understreger dog, at din pensionsformue er en meget langsigtet investering. Og risikoen i investeringerne bliver automatisk nedtrappet, når du nærmer dig folkepensionsalderen.

Dyrere varer

Der er desuden en risiko for, at varer bliver dyrere at afsætte og købe.

“Donald Trump har blandt andet ført politik på, at han vil hæve tolden på import af varer fra EU og især fra Kina. Og det vil betyde, at det bliver dyrere at handle med varer,” siger Ida Marie Moesby.

Det er svært på nuværende tidspunkt at sige, præcis hvordan det vil ramme forbrugerne økonomisk, forklarer hun. Men når en vare bliver dyrere, er der typisk kun forbrugeren til at betale for øgede udgifter.

Som boligejer kan valget af Donald Trump som USA’s præsident også få betydning for din boligrente. Der har dog ikke været den helt store påvirkning umiddelbart efter valget.

Højere inflation venter

Det siger privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank Brian Friis Helmer.

“Men de amerikanske statsrenter steg. En af årsagerne til det er, at den politik, som Donald Trump står for, såsom skattelettelser og højere told, forventeligt vil øge inflationen. Og en højere inflation kan få betydning for, hvor meget og hvor hurtigt den amerikanske centralbank sænker renten,” siger han og uddyber:

“De lange og faste renter, såsom fastforrentede realkreditlån, er styret af forventninger til især den amerikanske økonomi, mens de korte renter, såsom F-kort, er mere styret af, hvad der reelt sker i den europæiske centralbank, ECB.”

Der er særligt én type danske boligejere, som forventeligt vil mærke, at Donald Trump er blevet valgt, forklarer han.

“Hvis man har et fastforrentet realkreditlån med 5 procent i rente og venter på, at 3,5 procent bliver attraktivt nok til at nedkonvertere, kommer man nok til at vente lidt endnu,” siger Brian Friis Helmer.

Flere statsobligationer i USA kan påvirke vores boligmarked

* Donald Trump vil sænke selskabsskatten, hvilket de finansielle markeder er glade for, da det vil gavne de amerikanske virksomheder.

* Til gengæld kan det betyde, at USA’s budgetunderskud bliver endnu større, og det vil få den amerikanske stat til at udstede flere statsobligationer for at finansiere gælden.

* Det vil potentielt påvirke det danske boligmarked. For investorerne kan komme med krav om højere renter på de amerikanske statsobligationer, og i det globale finansielle marked vil det traditionelt også betyde en stigning i renten på de fastforrentede realkreditlån i Danmark.

Kilde: Ida Marie Moesby, forbrugerøkonom i Nordea.

Først publiceret: torsdag 7. november 2024
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. november 2024 kl. 17:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.