
Nu kan livstruende tarminfektion behandles bedre
Kombination af hjemmebehandling og adgang til fæcestransplantation kan halvere risikoen for vedvarende diarré.
Senest opdateret: onsdag 18. december 2024
Patienter med infektionen Clostridioides difficile (CDI), som kan give diarré og tarmbetændelse, er ofte ældre og i en skrøbelig helbredstilstand.
Et nyt studie fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital viser, at en kombination af hjemmebehandling og adgang til fæcestransplantation kan reducere genindlæggelser med to tredjedele og halvere risikoen for vedvarende diarré.
“Vi har set, at dødeligheden hos de ældre patienter kan være op til 51 procent inden for 90 dage, så behovet for en ny tilgang er enormt,” siger professor Christian Lodberg Hvas.
Hvad er Clostridioides difficile infektion?
- En bakteriel infektion i tarmen, der kan forårsage voldsom diarré og tarmbetændelse.
- Rammer oftest ældre og svækkede patienter, især efter antibiotikabehandling.
- Kan behandles med antibiotika og fækal mikrobiota transplantation (FMT).
Kilde: Aarhus Universitet
Behandling tilpasset hele patienten
Metoden bygger på en tidlig og grundig vurdering af patientens samlede helbredstilstand.
Et tværfagligt team af læger og sygeplejersker vurderer faktorer som ernæring, medicinforbrug og psykosociale forhold for at finde den bedste behandling fra starten.
Resultaterne er markante: I den nye behandlingsgruppe blev kun 16 procent genindlagt inden for 30 dage, mod 51 procent i gruppen med standardbehandling.
Hjemmebehandling er fremtiden
En vigtig del af succesen er muligheden for hjemmebehandling.
“Vi ved, at mange ældre foretrækker at blive hjemme, og nu har vi vist, at det kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med behandlingskvaliteten,” fortæller Christian Lodberg Hvas.
Forskerne arbejder nu på at udbrede modellen til andre sygdomme og ser store perspektiver i at gøre hjemmebehandling til en central del af fremtidens sundhedsvæsen.
Hvad er fækal mikrobiota transplantion
- En behandling, hvor tarmflora fra en rask donor overføres til patienten.
- Kan gives via kapsler eller via en sonde i mave-tarmkanalen.
- Har vist sig effektiv til at forebygge tilbagefald af CDI-infektioner.
Kilde: Aarhus Universitet
Først publiceret: onsdag 18. december 2024
Artiklen er sidst opdateret onsdag 18. december 2024 kl. 14:37