Er du over 60 år ,kan du fravælge genoplivning efter hjertestop.

Over 60: Sådan siger du nej til genoplivning

Fra 15. januar 2025 kan alle over 60 år selv bestemme, om de vil genoplives, hvis de får et hjertestop.

Senest opdateret: mandag 20. januar 2025

Du kan fravælge genoplivning på sundhed.dk, hvor du skal logge på med MitID.

Når din underskrift er registreret, kan det ses af ambulancereddere, læger og sundheds- og plejepersonale i din patientjournal, som sundhedspersoner har adgang til.

 Når du har registreret dit fravalg af forsøg på genoplivning, får du en bekræftelse via Digital Post eller almindeligt brev, hvis du ikke er tilmeldt Digital Post.

Du vil én gang om året få en påmindelse via Digital Post eller almindeligt brev om din registrering.

Du kan kun foretage valget på hjemmesiden og ikke i appen ”Min sundhed”.

  1. Gå ind på www.sundhed.dk 
  2. Under “Registreringer” vælger du “Fravalg af genoplivning”
  3. Træf dine valg ved at sætte flueben i boksene

Her er svar på de mest almindelige spørgsmål om fravalg af genoplivning ved hjertestop:

Hvem kan sige nej til genoplivning?

For at sige nej til genoplivning ved hjertestop, skal du være over 60 år og være habil. Det vil sige, at du skal være i stand til at træffe juridisk forpligtende aftaler.

Det er ikke muligt for andre at registrere et fravalg for dig. Det gælder også for pårørende med en fuldmagt.

Hvor gælder et fravalg af forsøg på genoplivning?

Dit fravalg vil gælde i alle situationer, hvor du får hjertestop, også i ulykkestilfælde.

Fravalget gælder kun i Danmark.

Hvis du ikke har registreret et fravalg af forsøg på genoplivning, vil du som udgangspunkt blive forsøgt genoplivet, hvis du får et hjertestop.

Hvor kan jeg få mere information om, hvad et fravalg af forsøg på genoplivning betyder?

Du kan kontakte din læge, hvis du ønsker mere information om, hvad et fravalg betyder.

Her kan du læse mere:

Læs om en god afslutning på livet hos Styrelsen for Patientsikkerhed

Dansk Råd for Genoplivning

Dansk Hjertestopregister

Vil jeg stadig få førstehjælp, hvis jeg har registreret et ønske om fravalg af forsøg på genoplivning?

Dit fravalg af forsøg på genoplivning vil kun gælde i situationer, hvor du får hjertestop.

Du vil derfor også fortsat kunne få førstehjælp i andre situationer end hjertestop.

Hvad skal mine pårørende vide om mit fravalg?

Du behøver ikke at fortælle dine pårørende, at du har fravalgt forsøg på genoplivning ved hjertestop, men det er en stor beslutning, som de sikkert gerne vil kende.

Derfor kan det være en god idé at fortælle dem om din beslutning.

Dine pårørende kan ikke modsætte sig eller ændre dit ønske om fravalg af forsøg på genoplivning ved hjertestop, når det er blevet registreret.

Kan jeg fortryde mig valg?

Du kan altid trække dit fravalg tilbage.

  • Du kan trække dit fravalg tilbage digitalt på sundhed.dk, og din fortrydelse vil træde i kraft med det samme.
  • Du kan trække dit fravalg tilbage i en aktuel behandlingssituation ved at informere sundhedspersoner om dit ønske. Denne tilbagekaldelse gælder kun i den aktuelle behandlingssituation. Du skal derfor efterfølgende aktivt trække dit fravalg tilbage enten digitalt på sundhed.dk eller ved at indsende en papirblanket til Sundhedsdatastyrelsen, hvis du ønsker generelt at trække dit fravalg tilbage.
  • Du kan trække dit fravalg tilbage ved at indsende en papirblanket til Sundhedsdatastyrelsen. Der vil dog være længere sagsbehandlingstid, før din fortrydelse vil træde i kraft.

Kan jeg registrere et fravalg, hvis jeg ikke er digital?

Hvis du ikke ønsker at registrere dit fravalg digitalt, kan du udfylde blanketten ’Fravalg af forsøg på genoplivning ved hjertestop’.
Du kan også ringe til Sundhedsdatastyrelsen på telefon 33 32 39 00 og få tilsendt blanketten med almindeligt brev. 

Du kan sende blanketten retur som almindeligt brev med posten til Sundhedsdatastyrelsen, att. Sundheds-IT-supporten, Ørestads Boulevard 5, 2300 København S.

Du kan også få hjælp af en pårørende til at indsende blanketten digitalt via borger.dk: 

  • Tag et foto eller skærmbillede af den udfyldte blanket.
  • Gå til borger.dk. 
  • Klik på fanen “Digital post”. Her skal din pårørende logge på med sit eget MitID. 
  • Klik på “Skriv ny besked”.
  • Skriv sikkerpost_sd@sundhedsdata.dk i modtagerfeltet.
  • Udfyld emne- og beskedfelterne, og vedhæft fotoet af blanketten. 
  • Klik “Send”.

Har jeg andre muligheder for at fravælge behandling?

Du kan også oprette et behandlingstestamente på www.sundhed.dk.

I behandlingstestamentet kan du på fravælge livsforlængende behandling og forsøg på genoplivning ved hjertestop:

  • Hvis du ligger for døden, og behandlingen kun vil forlænge dit liv, men ikke vil betyde, at du får det bedre eller får lindret dine smerter.
  • Hvis du er så svækket af sygdom, ulykke eller alder, at du aldrig igen kommer til at kunne tage vare på dig selv fysisk og mentalt.
  • Hvis behandlingen kan betyde, at du overlever, men lægen vurderer, at de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af selve behandlingen vil være meget alvorlige og lidelsesfulde.

Behandlingstestamentet gælder først, hvis en læge vurderer, at du ikke længere selv er i stand til at give udtryk for dine ønsker. Behandlingstestamentet vil derfor ikke træde i kraft en akut situation med hjertestop, da du her kun er midlertidigt inhabil og ikke varigt inhabil.

Læs mere om behandlingstestamente på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside

Her opretter du et behandlingstestamente

  1. Gå ind på www.sundhed.dk 
  2. Under “Registreringer” vælger du “Livs-/Behandlingstestamente”
  3. Træf dine valg ved at sætte flueben i boksene

Først publiceret: mandag 13. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 20. januar 2025 kl. 10:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.