
Med disse 3 metoder blev danskere svindlet for 209 millioner kroner
På et halvt år havde kriminelle held at svindle sig til hele 209 millioner kroner gennem tre forskellige svindelmetoder.
Senest opdateret: mandag 27. januar 2025
Mens bankrøvere efterhånden er blevet arbejdsløse, er har kriminelle fortsat held med at svindle helt almindelige danskere for store beløb.
På bare i det første halve år i 2024 er det lykkedes at hive 209 millioner kroner op af lommerne på ofre gennem telefon- og netsvindel.
Pengeinstitutternes brancheorganisation Finans Danmark oplyser, at de kriminelle benytter sig af særligt tre metoder:
- Den ene er netbanksvindel, hvor ofrene oftest bliver kontaktet på telefonen af den kriminelle.
- Den anden er gennem falske investeringer.
- Og endelig gennem såkaldt kærlighedssvindel, hvor den kriminelle lokker penge ud af mennesker, der tror de har et forhold til den kriminelle, som udgiver sig for at være en anden.
Det lykkedes bankerne at stoppe en stor del af pengene fra at havne hos de kriminelle.
Men næsten 111 millioner af de 209 millioner kroner forsvandt med de kriminelle i første halvdel af 2024.

Familiemedlem i knibe
Det er især metoden med at kontakte ofrene og udgive sig for at være en bekendt eller et familiemedlem i knibe, som de kriminelle bruger lige nu.
De kontakter oftest deres ofre på sms eller via sociale medier og beder offeret om at hjælpe med en regning. Det kan også være via en MobilePay anmodning direkte i MobilePay appen.
I 2024 var det også en ny tendens, at ofrene fik fysiske besøg i hjemmet af falske bankbude, der påstod at ville hjælpe med at få udskiftet ofrenes betalingskort, der ifølge de kriminelle var i fare for at blive misbrugt. Den metode bliver fortsat brugt af de kriminelle.
“De kriminelle ændrer hele tiden metoder. Det gør de, fordi ofrene stopper med at falde for en given type af svindel, og fordi bankerne og myndighederne har succes med at stoppe de kriminelle aktiviteter. Senest har en opdatering af MitID, der stopper de kriminelle i at kunne overtage et offers MitID, haft en synlig positiv indvirkning på omfanget af svindelsagerne,” oplyser Finans Danmark.
Vær skeptisk
De kriminelle hele tiden finder nye veje i takt med, at bankerne og myndighederne stopper dem, kan det som almindelig borger være svært at vide, om det man står overfor, er svindel eller ej, mener Finans Danmark.
”Der er mange gode råd til, hvad du skal gøre. Og det kan være svært at huske dem alle sammen. Så hvis jeg bare skal give ét godt råd, så er det at være skeptisk. Det giver dig muligheden for at stille spørgsmål, tænke over tingene en ekstra gang og måske vende det med en ven eller familie. Og så skal du dele din viden og erfaring med andre. Når du har læst det gode råd her, så giv det videre,” siger Ane Arnth Jensen, der er konstitueret administrerende direktør i Finans Danmark.
Finans Danmark fortsætter informationskampagnen ”Sikker bank – sammen”. Målet er, at endnu flere bliver klædt på til mødet med de kriminelle, der forsøger at svindle sig til danskernes penge.
”Sikker bank – sammen” kampagne vil i hele 2025 kunne ses i blandt andet TV, aviser, på reklamestandere og på sociale medier.
Hvad gør du?
Hvad gør du for at undgå at blive udsat for svindel? Giv dit tip videre til andre på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 20. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 27. januar 2025 kl. 09:59