
3 ældre på stribe afleverede kreditkort: Større kontantbeløb hævet
Med få timers mellemrum en tirsdag eftermiddag blev 3 ældre fuppet til at aflevere kreditkort.
Senest opdateret: onsdag 12. februar 2025
Det gik ud over to ældre kvinder og en ældre mand, da kriminelle huserede en tirsdag eftermiddag i det nordsjællandske. De tre blev kontaktet og overbevist om, at de skulle udlevere kreditkort og koder.
Kort tid efter blev der hævet større kontaktbeløb fra kreditkortene.
82-årig ringet op af “firma tilknyttet Nordea”
En 82-årig kvinde fra Ølstykke blev tirsdag klokken 14.00 udsat for bedrageri i eget hjem.
En mand ringede og udgav sig for at være fra et firma tilknyttet Nordea med henblik på at forebygge tyveri. Han oplyste, at en person ville komme til adressen for at hente kvindens kreditkort, som angiveligt skulle slettes.
Kort efter ankom en mand til adressen, og efterfølgende blev der hævet et større kontantbeløb fra kortet.
“Andreas” kommer og henter kort og kode
Tirsdag klokken 16.21 modtog politiet en anmeldelse fra en 89-årig kvinde fra Ølstykke, der omkring klokken 15.30 var blevet udsat for bedrageri.
En mand, der kaldte sig “Torben Hansen”, ringede til kvinden og oplyste, at en person ved navn “Andreas” ville komme til hendes adresse for at afhente hendes dankort og pinkode.
Kort efter blev der hævet et større kontantbeløb fra kortet.
Mand “fra banken” ringede på døren
En 75-årig mand kontaktede politiet tirsdag klokken 17.25 på vegne af sin 76-årige bror for at anmelde et bedrageri.
Mandag mellem klokken 14.00 og 16.00 blev der ringet på den 76-åriges dør af en mand, der udgav sig for at være fra banken og oplyste, at han skulle afhente forurettedes dankort.
Den 76-årige udleverede sit kort, hvorefter der kort tid senere blev hævet et større kontantbeløb.
Politiet opfodrer: Smid røret på
Politiet opfordrer til, at man aldrig udleverer oplysninger om sin bankkonto, betalingskort eller pinkode over telefon eller til folk, der pludselig tropper op på ens bopæl.
Politiet eller banken kunne aldrig finde på at møde op på nogens adresse og bede om at få den slags oplysninger udleveret eller kræve at få andre værdigestande som smykker el. udleveret.
Bliver man kontaktet af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, bør man bede om vedkommendes navn og ringe tilbage til bankens officielle telefonnummer for at sikre sig, at der ikke er tale om forsøg på svindel.
Man er også meget velkommen til bare at smide røret på.
Først publiceret: onsdag 12. februar 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 12. februar 2025 kl. 15:34