
Faldende aktiekurser skaber uro hos seniorer: Pensionschef har dette råd
"Is i maven" lyder rådet fra pensionschef til pensionsopsparere efter aktiers styrtdyk. Her kan du se, hvad det betyder for din pensionsopsparing.
Senest opdateret: onsdag 9. april 2025
Aktiemarkederne skælver i øjeblikket på grund af international handelsuro. Og de faldende aktiekurser skaber bekymring hos mange seniorer og pensionister, der frygter for, hvad det har af betydning for deres pensionsopsparing.
Men selvom der lige nu er turbulens på de finansielle markeder, er der ingen grund til panik, lyder det beroligende budskab fra pensionsbranchen.
“Mit bedste råd er: Hold is i maven. Gå ikke i panik. Det er helt normalt, at investeringerne svinger på kort sigt, men pension er en langsigtet opsparing, siger Lotte Katrine Ravn, der er pensionschef i Forsikring & Pension.
“Uro på aktiemarkedet er der taget højde for i dit selskabs investeringsportefølje, og for seniorer og pensionister er pensions-investeringerne i langt de fleste tilfælde ændret til mere stabile papirer som obligationer, og hvor aktier udgør en mindre del. Der er ikke nogen grund til at være urolig,” siger Lotte Katrine Ravn.
Mindsker risikoen
For seniorer, der nærmer sig pensionsalderen eller allerede er pensionister, bliver en større del af opsparingen automatisk flyttet fra aktier til mere stabile investeringer som obligationer, ejendomme og grønne energiprojekter.
Det mindsker risikoen betydeligt, når markederne svinger.
Har man derimod mange år til pensionen, er der god tid til at hente eventuelle tab hjem igen, lyder det.
“Har man kastet sig ud i at investere en del af sin pension selv, risikerer man naturligvis også, at der kommer tab. Til gengæld er der også perioder med gode afkast. Det er en overvejelse, man skal gøre,” siger Lotte Katrine Ravn.
Folkepension, førtidspension og andre ydelser bliver aktuelt ikke påvirket af situationen.
Told skaber ballade
Lørdag trådte en ny amerikansk told på udenlandske varer på 10 procent i kraft.
9. april er det ventet, at højere toldsatser på varer fra en række lande vil træde i kraft. Blandt andet har EU-landene udsigt til told på 20 procent.
Toldsatserne og Kinas modsvar på den amerikanske told gav i sidste uge store fald på både danske og internationale aktier.
De førende aktieindeks i Tyskland, England, Frankrig og Skandinavien raslede mandag ned efter en nat med fald i Asien.
Du kan selv følge med i udviklingen
Selvom du ikke selv handler, kan du nemt holde øje med udviklingen i din pensionsopsparing:
- Log ind på dit pensionsselskabs hjemmeside med MitID og følg med i, hvordan din opsparing udvikler sig.
- Du kan også se den aktuelle situation for din pensionsopsparing og se, hvordan udbetalingerne bliver på sigt på hjemmesiden pensionsinfo.dk.
- Læs nyhedsbreve og analyser fra din pensionsselskab.
- Kontakt kundeservice, hvis du har brug for en personlig vurdering.
Investerer du selv dine pensionsmidler?
Hvad mener du?
Er du gået i panik over blodrøde tal på finansmarkederne? Eller har du is i maven? Giv din mening til kende på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 7. april 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 9. april 2025 kl. 11:04