En sundhedsforsikring kan give dækning ved forebyggelse eller behandling af sygdomme og skader.

Dit pensionsselskab forsikrer dig også: Se her hvordan

Mange pensionsordninger rummer mere end opsparing. Forsikringer ved sygdom, ulykke og dødsfald følger ofte automatisk med – men dækningen varierer.

Senest opdateret: tirsdag 29. april 2025

Når du sparer op til pension, følger der typisk mere med end blot pengene til din tid efter arbejdslivet. De fleste pensionsselskaber tilbyder en række forsikringer som en del af pakken.

Det kan være forsikringer, der hjælper dig økonomisk, hvis du bliver ramt af kritisk sygdom eller bliver invalid (tab af erhvervsevne). Det kan også være, hvis dine efterladte skal sikres ved din død.

Men hvordan er du egentlig dækket, og hvor store forskelle findes der fra selskab til selskab? Det har vi spurgt en række pensionsselskaber om.

Du skal være opmærksom

Svarene viser, at de fleste har fokus på at skabe tryghed gennem automatiske forsikringer. Men detaljerne varierer betydeligt.

Nogle selskaber tilbyder omfattende dækning, uden at du selv skal tage stilling. Andre kræver, at du selv er opmærksom på, hvad du har – og måske mangler.

Her kan du få overblik over, hvordan forsikringerne ser ud i de forskellige selskaber. Tjek din egen ordning og overvej om den skal justeres, hvis der er mulighed for det.

Sådan dækker selskaberne

PFA

melder, at det er forskelligt, afhængig af hvilken virksomhed eller overenskomst en person er ansat under. Men i langt de fleste tilfælde, der er der tilknyttet en forsikring for tab af erhvervsevne, en dækning ved kritisk sygdom, en livsforsikring og en sundhedssikring.

AP Pension

fortæller, at der i langt de fleste ordninger vælges basis forsikringsdækninger, der som udgangspunkt omfatter tab af erhvervsevne (løbende frem til pensionering), indbetalingssikring (bidragsfritagelse/præmiefritagelse), invalidesum, kritisk sygdom, kritisk sygdom for børn, éngangsudbetaling ved død, børnepension (udbetales hvis forsikrede dør og til hvert barn) og sundhedsforsikring. Selskabet rådgiver om behov

PensionDanmark

har en hel pakke: Kritisk sygdom (éngangsbeløb på 100.000 kroner), dødsfald (éngangsbeløb på mindst 500.000 kroner), førtidspension og seniorpension (typisk 80.000 kroner årligt + 100.000 kroner i éngangsbeløb), ressourceforløb (typisk 50.000 kroner) og opsparingssikring ved fleksjob og ved førtidspension. Forsikringsdækninger kan tilrettes efter behov. Desuden en sundhedsordning.

Nordea Pension

oplyser, at det afhænger af den konkrete aftale mellem arbejdsgiver og Nordea Pension. Typisk er der tilknyttet livsforsikring/gruppeliv, opsparingssikring, dækning for visse kritiske sygdomme, dækning ved tab af erhvervsevne, præmiefritagelse ved mistet erhvervsevne og sundhedsforsikring.

Sampension

melder kort, at der gælder forskellige regler og muligheder for de enkelte grupper af kunder og medlemmer.

Industriens Pension

giver fuld depotsikring fem til pensionering, så opsparingen er sikret i tilfælde af død. Efter pensionering kan medlemmer vælge størrelse på sikring til efterladte i udbetalingsperioden. Desuden forsikringer ved visse kritiske sygdomme og ved tab af erhvervsevne.

PKA med pensionskasser for blandt andre sundhedsfaglige og for sygeplejersker og lægesekretærer og for socialrådgivere, socialpædagoger og kontorpersonale

har følgende forsikringer: Kritisk sygdom, dækning under udbetaling af sygedagpenge, dækning ved jobafklarings- og ressourceforløb og desuden dækning ved fleksjob, under førtidspension og ved død.

P+ (blandt andre ingeniører og DJØF’ere)

har en standardpensionsordning, og den omfatter en række forsikringer, men medlemmerne kan eventuelt fravælge flere af dem: Invalidepension, midlertidig invalidepension, depotsikring af hele opsparingen, dødsfaldssum, børnepension, kritisk sygdom og ulykkesforsikring.

PenSam

tilknytter som udgangspunkt livsforsikring, dækning ved visse kritiske sygdomme, sundhedsordning og løbende udbetaling ved tilkendelse af offentlig førtids- eller seniorpension.

Lærernes Pension

dækker med invalidepension, midlertidig pension, sum ved ressourceforløb, sum ved fleksjob samt dødsfaldspension, der udbetales ved medlemmets død i op til ti år, og børnepension.

Akademikerpension for blandt andre gymnasielærere, magistre og psykologer

giver som udgangspunkt følgende forsikringer: Livsforsikring, præmiefritagelse, nedsat erhvervsevne og kritisk sygdom. Herudover kan medlemmerne tilvælge børnepension ved invaliditet og dækning af børns kritiske sygdom. De kan også øge dækning for egen kritisk sygdom, livsforsikring og erhvervsevnedækning. Nogle medlemmer skal udfylde en helbredserklæring.

Pædagogernes Pension

har dødsfaldsdækning inklusive ”børnepension ved død”, kritisk sygdom, invalidepension, invalidesum og præmiefritagelse.

I pengeinstitutterne

kan der typisk tegnes forskellige forsikringer, der dækker ved sygdom og død, og det kan for eksempel ske i forbindelse med pensionsopsparing.

Ingen kommentarer

  • Danmarks tredjestørste pensionsselskab, Velliv, har meddelt, at de for øjeblikket på grund af arbejdspres ikke har kapacitet til at levere oplysninger til denne artikel.
  • Danmarks næststørste pensionsselskab, Danica Pension, har ikke reageret, selv om de er kontaktet tre gange med mails med spørgsmålene.
  • Lægernes Pension har meddeler, at de kun har læger som medlemmer, og derfor ser de ingen grund til at give oplysninger til et nyhedsbrev fra fagbevægelsen.

Se, hvad forsikringerne dækker

Depotsikring/reservesikring/opsparingssikring indebærer, at ens pensionsopsparing kan blive udbetalt til ens arvinger i tilfælde af død.

Indbetalingssikring/bidragsfritagelse/præmiefritagelse betyder, at hvis man grundet sygdom eller ulykke bliver uarbejdsdygtig, så vil selskabet fortsætte med indbetalinger til pensionsordningen.

Livsforsikring aktiveres typisk, hvis den forsikrede dør i forsikringstiden, og udbetalingen går til de efterladte.

Tab af erhvervsevne/invaliditet giver udbetaling ved delvist eller fuldstændigt tab af erhvervsevne og ofte løbende frem til for eksempel pensionsalder.

Kritisk sygdom giver typisk en éngangsudbetaling, hvis personen rammes af visse sygdomme, som for eksempel kan være livstruende.

Sundhedssikring/sundhedsforsikring/sundhedsordning kan give dækning ved forebyggelse eller behandling af sygdomme og skader.

Jobafklaring er en supplerende udbetaling til den offentlige udbetaling, hvis et medlem eller en kunde bliver syg og skal i et jobafklaring.

Ressourceforløb er en tilsvarende ydelse, hvis en person kommer i ressourceforløb.

Først publiceret: tirsdag 29. april 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 29. april 2025 kl. 15:02

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.