
S-politiker i opgør med aldersdiskrimination: Arbejdsgiverne skal levere
Alt for mange seniorer bliver stadig valgt fra alene på grund af deres alder. Det skal der laves om på, lyder det fra folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S).
Senest opdateret: onsdag 7. maj 2025
Flere end 3 millioner danskere er i arbejde, og ledigheden er historisk lav.
Alligevel bliver alt for mange seniorer stadig valgt fra alene på grund af deres alder. Det skal der laves om på, lød det fra folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S) 1. maj i en tale i Sønderborg.
“Til trods for, at der er arbejdsgivere, der konstant taler om, hvor svært de har ved at rekruttere medarbejdere, så er der fortsat en udfordring, hvis man som jeg har rundet de 50 år. For har man været mange år på arbejdsmarkedet og har stor erfaring og har fysikken og motivationen til at arbejde en del år endnu. Ja, så er det virkelig demotiverende at opleve arbejdsgivere, der egentlig ikke vil tilbyde nye arbejdsopgaver, alene på grund af årstallet på dåbsattesten,” sagde Benny Engelbrecht.
Arbejdsgivere nægter pure
I talen henviste Benny Engelbrecht til erfaringerne fra den lokale afdeling af Senior Erhverv i Sønderborg – et netværk for jobsøgende seniorer.
Aldersdiskrimination i job
Ifølge loven må jobopslag ikke angive, at en arbejdsgiver søger en person med en bestemt alder – eller fravælger en bestemt aldersgruppe.
Arbejdsgivere må heller ikke forskelsbehandle medarbejdere eller ansøgere på grund af alder, hverken ved ansættelse, afskedigelse, forfremmelse, løn eller arbejdsvilkår.
Forskelsbehandling kan være direkte, hvis en person behandles dårligere alene på grund af alder. Den kan også være indirekte, hvis regler eller praksis rammer en bestemt aldersgruppe hårdere – medmindre det er sagligt begrundet og nødvendigt.
Her hører man jævnligt om kvalificerede ansøgere, der ikke kommer til samtale, selv om de har både erfaring, fysik og arbejdsglæde med sig.
Han slog samtidig fast, at det ikke er nok at tale om livslang læring og inklusion, hvis man i praksis ignorerer en stor gruppe af kvalificerede mennesker.
“Jeg ved godt, at arbejdsgiverorganisationerne pure nægter, at der skulle være en udfordring, men i den virkelige virkelighed, der opleves denne forskelsbehandling på baggrund af alder desværre jævnligt,” sagde Benny Engelbrecht.
Job på ferieressort
I næste måned åbner et nyt ferieresort på Nordals i Sønderjylland. Det kommer til at beskæftige op mod 200 medarbejdere i højsæsonen. Her ser Benny Engelbrecht en oplagt mulighed for at skabe et mere aldersinkluderende arbejdsmarked i lokalområdet.
“Så håber jeg, at der er også bliver plads til, at folk der er på min alder og ældre, får en chance for en ny karrierevej.”
Benny Engelbrecht fremhævede, at Socialdemokratiet både har gjort det muligt at trække sig tidligere tilbage via Arne-pensionen og sikret, at man som pensionist kan arbejde videre uden at blive modregnet i sin pension.
“Netop derfor skal arbejdsgiverne også huske at levere. Bare fordi en medarbejder har fejret 50-års fødselsdag, så skal man altså stadig tilbydes opkvalificering og mulighed for avancement. Og har en medarbejder mod på at fortsætte enten på fuldtid eller deltid efter den ordinære pensionsalder, ja, så er I arbejdsgivere da nogle skarn, hvis I siger nej til erfarne medarbejdere,” sagde Benny Engelbrecht.
Faglige Seniorer undersøger
Benny Engelbrechts tale føjer sig ind i en voksende debat om aldersdiskrimination på det danske arbejdsmarked.
Selvom emnet ofte omtales i pæne vendinger, viser undersøgelser og erfaringer, at mange seniorer føler sig overset og underprioriteret, når det kommer til jobmuligheder og udvikling.
En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter For Arbejdsmiljø viser, at 45 procent af de ledige +50-årige har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet. For de beskæftigede drejer det sig om 10 procent.
Faglige Seniorer har fokus på emnet aldersisme og aldersdiskrimination og gennemfører en undersøgelse blandt seniorer, der skal afdække problemets aktuelle omfang.
Hvad mener du?
Er du enig eller uenig med Benny Engelbrecht? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: torsdag 1. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret onsdag 7. maj 2025 kl. 10:47