
Virksomhed gik over stregen: Ansøgning efter ”ikke-senior” var aldersdiskrimination
En mand i 60’erne har fået medhold i en klage, hvor en virksomhed i et stillingsopslag på LinkedIn søgte en ”ikke-senior”. Faglige Seniorer: Der skal slås hårdt ned på aldersdiskrimination.
Senest opdateret: mandag 7. april 2025
Ligebehandlingsnævnet har i en afgørelse vurderet, at formuleringen “Ikke-senior” i et stillingsopslag på det sociale medie LinkedIn var i strid med loven og udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af alder.
Oplevede opslaget som krænkende
En mand i 60’erne indbragte sagen til Ligebehandlingsnævnet og forklarede, at han søgte stillingen i ren protest, fordi han fandt formuleringen ”ikke-senior” krænkende og nedværdigende.
Aldersdiskrimination i job
Ifølge loven må jobopslag ikke angive, at en arbejdsgiver søger en person med en bestemt alder – eller fravælger en bestemt aldersgruppe.
Arbejdsgivere må heller ikke forskelsbehandle medarbejdere eller ansøgere på grund af alder, hverken ved ansættelse, afskedigelse, forfremmelse, løn eller arbejdsvilkår.
Forskelsbehandling kan være direkte, hvis en person behandles dårligere alene på grund af alder. Den kan også være indirekte, hvis regler eller praksis rammer en bestemt aldersgruppe hårdere – medmindre det er sagligt begrundet og nødvendigt.
Han sammenlignede det med at skrive ”ikke-kvinde” eller ”ikke-mand” i et jobopslag og påpegede, at ”senior” normalt ikke bruges om en urutineret person.
Han mente, at virksomheden i stedet burde have angivet de faglige kvalifikationer, der var nødvendige for jobbet – for eksempel ved at skrive, at de søgte en medarbejder uden mange års erfaring.
Fik medhold – men kun delvist
Virksomheden argumenterede for, at betegnelsen ”ikke-senior” handlede om stillingsniveauet og ikke alderen. De ønskede at undgå at tiltrække overkvalificerede ansøgere til en juniorstilling.
Ligebehandlingsnævnet vurderede dog, at ordet ”senior” sprogligt forbindes med ældre personer, og at udtrykket ”ikke-senior” derfor kunne opfattes som et ønske om en yngre medarbejder.
Det er i strid med forskelsbehandlingsloven, som forbyder at annoncere med alder – enten direkte eller indirekte.
Derfor fik manden medhold i sin klage over formuleringen i jobannoncen.
Ikke medhold i selve afslaget
Til gengæld fik han ikke medhold i klagen over selve afslaget på jobbet.
Her vurderede nævnet, at virksomheden havde givet en saglig begrundelse; nemlig at manden manglede relevant erfaring til stillingen.
Faglige Seniorer: Der skal slås hårdt ned
Det er meget tilfredsstillende, at Ligebehandlingsnævnet har trukket en streg i sandet, lyder det fra Faglige Seniorer.
“For naturligvis er der tale om aldersdiskrimination, og det skal der slås hårdt ned på. Siden 2022 har det været forbudt at spørge ind til alder ved jobsøgning, og det er et skridt i den rigtige retning, sådan at ældre ansøgere ikke automatisk bliver sorteret fra,” siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer.
Måden vi omtaler seniorer på
Palle Smed understreger, at aldersdiskrimination eller alderisme ikke kun eksisterer på arbejdsmarkedet.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
“Det handler helt generelt om vores allesammens syn på de ældre. Det handler også om den måde, vi omtaler seniorerne på,” siger han.
“Vi ser det i sproget, når seniorer omtales som en “byrde” for samfundet frem for en ressource. Og vi ser det i de forventninger, vi har til, hvornår man skal trække sig tilbage, og hvad man kan bidrage med derefter. Derfor har vi alle et fælles ansvar for et opgør med den kultur, hvor ungdom er godt og alder er skidt,” lyder det fra Faglige Seniorers direktør.
Fakta: Hvad stod der i stillingsopslaget?
På LinkedIn søgte virksomheden:
En ”ikke-senior” kommunikationsspecialist til 5-10 timer om ugen eller på ad hoc-basis. Arbejdsopgaverne omfattede blandt andet:
Pressemeddelelser, udsendelse og medieopfølgning
Artikler til intranet
Overvågning og besvarelse af pressemails
Research til intern og ekstern presse
Diverse praktiske og ad hoc-opgaver
Har du oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet?
Hvad er din oplevelse?
Mener du, at der foregår aldersdiskrimination på det danske arbejdsmarked? Og har du selv oplevet det?
Din holdning/oplevelse er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: tirsdag 1. april 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 7. april 2025 kl. 09:00