Virksomhed udsatte 66-årig for aldersdiskrimination, da han fik afslag på job på grund af alder.

66-årig fik afslag på job på grund af alder

Virksomheden foretrak en 10 år yngre ansøger. Det har nu kostet dem en erstatning til den 66-årige.

Senest opdateret: mandag 5. september 2022

En 66-årig mand klagede over forskelsbehandling på grund af alder, da han fik afslag på ansættelse i en stilling som elektronikingeniør.

Elektronikingeniøren havde været til jobsamtale, og arbejdede til dagligt med de opgaver, som blev efterspurgt. Samtalen gik godt, og manden var overbevist om, at han havde fået jobbet, da han gik fra samtalen.

10 år for gammel

Efter samtalen fik den 66-årige et afslag på jobbet. Han bad virksomheden om en begrundelse for afslaget, og fik dette svar:

”Årsagen til at du ikke fik stillingen var, at der var en anden ansøger med et CV, som passede bedre til vores opgaver, både hvad angår hardware og embedded programmering og lang erfaring inden for forskningsverdenen. Og da vi gerne vil ansætte en person, som kan fortsætte udvikling og produktion i mange år, så valgte vi en, der var 10 år yngre. Så det var ikke pga. din ansøgning eller samtale.”

Svaret betød, at manden mente, at det var hans grå hårfarve, der betød, at ansættelsesudvalget mente, at han ikke kunne bruges særligt længe, selvom han fortalte til samtalen, at han ville blive ved med at arbejde, så længe han kan.

Klagede og fik medhold

Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår.

Elektronikingeniøren klagede derfor til Ligebehandlingsnævnet, som afgjorde, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder.

De mente, at virksomheden ikke havde løftet bevisbyrden for, at det ikke var mandens alder, som indgik ved beslutningen om at give ham afslag på jobbet, da de som en del af begrundelsen for afslaget udtrykkeligt havde henvist til hans alder sammenholdt med alderen på den valgte kandidat.

Den 66-årige fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kroner

Se Ligebehandlingsnævnets afgørelse her

Først publiceret: mandag 5. september 2022
Artiklen er sidst opdateret mandag 5. september 2022 kl. 14:25

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.